Michael Krohn-Dehli får spandevis af roser i spanske medier efter blændende spil i Celtas 2-1 sejr over Real Madrid

Michael Krohn-Dehli nåede højdepunktet i sin tid i spanske Celta de Vigo, da holdet på hjemmebane besejrede selveste Real Madrid i pokalturneringen med 2-1.

Især Krohn-Dehli var blandt banens bedste, og han voldte ofte Real-defensiven store problemer. Ved 1-0 målet var det den danske landsholdsspillers blændende aktion, der førte til et indlæg, som Mario Bermejo scorede på.

Real Madrid stillede med adskillige reserver, men havde alligevel stjerner som Karim Benzema og Cristiano Ronaldo på banen, og selv om Ronaldo selv scorede det vigtige 2-1 mål før returkampen på Santiago Bernabeu, så mener spanske medier, at Krohn-Dehli overstrålede verdensstjernen.

- Danske Krohn-Dehli har helt sikkert lært en ting eller to af Cristiano Ronaldos spillestil. Han var udfordrende, eksplosiv og oplægger til både mål og chancer. Det var en aften, hvor han satte sig foran selv Ronaldo i rampelyset, skriver den spanske sportsavis Marca.

- Real-forsvaret havde problemer med flere af Celtas offensive spillere. Danske Krohn-Dehli snød flere gange sin mand og kom til indlæg eller afslutning. En stærk kamp af danskeren, der er blevet en nøglespiller i Celta, skriver den lokale avis Faro de Vigo.

José Mourinho roste også Celta-offensiven, men nævnte dog ikke Michael Krohn-Dehlis navn specifikt. Men der var ingen tvivl om, at Real Madrid-træneren hentydede til blandt andre danskeren.

- De var skarpe på omstillingen. De havde flere spillere, som kunne ryste os, og det så vi blandt andet ved 1-0 målet, sagde Mourinho, der dog følte sig overbevist om, at Real Madrid vender resultatet til en samlet sejr, når holdene mødes i returopgøret 9. januar på Bernabeu.

Michael Krohn-Dehli har virkelig gjort et godt indtryk i spansk fodbold, hvor den spanske avis Marca for nogle uger siden satte fokus på ham og spurgte ham til indtrykket af La Liga.

- Jeg synes, jeg er kommet godt fra start i klubben. Jeg synes ikke, at resultaterne helt har været, som vi havde forventet, for vi har faktisk et godt hold. Jeg er stadig irriteret over 2-3 nederlaget til Rayo (10. nov.), for det var sådan en kamp, hvor vi skulle have haft alle tre point. Men det er en fascinerende liga, og jeg nyder at spille hver gang, forklarede Michael Krohn-Dehli.

Michael Krohn-Dehli er blandt andet nomineret til årets spiller af Spillerforeningen.