Af Steffen Jungersen
Med Rom som malerisk baggrund har Woody Allen begået en både følt og fjollet, men kontant herlig og meget morsom film.
Filmen springer konstant mellem flere handlingsforløb, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, men alligevel virker det. For både pointer og de forskellige handlinger fungerer nemlig, når Allen med let og kunstfærdig hånd sætter dem i scene.
Som det så ofte er med film, som dybest set ’bare’ handler om livet, kan man derfor ikke skitsere et decideret handlingsforløb. Men der er talrige fornøjelser at hente.
Begynd med Woody Allen selv som en tidligere operainstruktør, som har det svært med at have trukket sig tilbage. Han og hustruen er taget til Rom for at møde deres datters italienske tilkommende. Her finder Allen ud af, at svigersønnens far, der er bedemand, synger som selveste Pavarotti. Men altså kun når han er i bad og følg så i øvrigt Allens forsøg på at få bedemanden og hans brusekabine ud på den internationale operascene!
Møder sit yngre alterego
Gå videre til fantastiske Penelope Cruz som luksusluderen Anna, som uforvarende – og mildest talt uden stor succes – bliver nødt til at spille den nygifte Antonios hustru for at snyde hans familie. Antonios rigtige hustru har mistet sin mobiltelefon og er faret vild på vej til frisøren.
Fortsæt med John (Alec Baldwin) – aldrende arkitekt på ferie – som møder sit yngre alterego i Jack og følger ham som et spøgelse filmen igennem for at guide ham ad kærlighedens (vild)veje.
Giver smil på læben
Vi når også lige op ad reality-bølgen, da kontorassistenten Leopoldo (Roberto Benigni), som i det par dage bliver berømt for absolut ingenting, indtil paparazzierne finder et nyt offer at kaste sig over.
Det er alt sammen meget morsomt, og et flot fotograferet Rom danner vidunderlig scene i en film, som vil få dig til at forlade biografen med smil på læben og en snigende mistanke om, at verden måske alligevel slet ikke er så tosset et sted endda.
Godt gået, Woody!
