...men halvskidt udført. 'Hvordan vi slipper af med de andre' slipper ikke helt godt fra at være morsom og relevant samfundskritik

Åbningen er formidabel: Den ulækre invalidepensionist med hang til flæben og guldøl (Lene Tiemroth) får motorstop med sin trehjulede tumpe-scooter. Hun ringer efter hjælp – og aldrig er den kommet så lynhurtigt!

Jeg skal ikke røbe, hvordan det går til, men snart befinder hun sig blandt andre tabere i en stor lejr. Operation »Cleanup« er nemlig i gang, og Danmark ved at blive befriet for narkomaner, nassere og småbedragere. Slut med sødsuppe-barmhjertighed og pladderhumanisme – det er regnskabets time: kan det betale sig for samfundet, at du lever? Ja eller nej!

Søren Pilmark er i sit es som Christian, den sarkastiske forhørsleder, der ikke gider høre flere dårlige undskyldninger fra den gamle VSer og nasserøv, Ole, (Tommy Kenter). Kombinationen platugle/lav indkomst/lang sygdom dødsdømmer ham. Christian pløkker ham ned i skolestuen, der fungerer som forhørslokale (»Bare slæb ham over i bamsehjørnet!«).

Vattet skabsfascist
I en af de andre store roller har Søren Fauli den rigtige, vattede skabsfascist-indstilling som det socialdemokratiske folketingsmedlem, Folke, der skal sikre, at affaldssorteringen af danskere går ordentligt til.

Med udgangspunkt i tidens tendenser – at se skævt til de fede, rygerne og nasserne – er Anders Rønnow Klarlund (med Rasmus Botoft som medforfatter, der også har en rolle i filmen) gået et skridt videre og har lavet noget så sjældent som en samfundskritisk underholdningsfilm. Han ser vores fordomme lige i øjnene med denne provokerende og overraskende film.

Den er godt tænkt og godt forsøgt, men halvskidt udført. For efter en stærk start siver filmen ud i splat og pjat.

big@bt.dk

Af BIRGITTE GRUE