Tyggegummi holder børn raske

10 stykker xylitol-tyggegummi om dagen kan forebygge smertefuld mellemørebetændelse hos børn, konkluderer dansk forsker.

Gnaske, gnaske, gnaske. Det er opskriften på at slippe gennem vinteren uden den mellemørebetændelse, der rammer mellem 60 og 80 procent af danske børn.

På baggrund af fire finske undersøgelser konkluderer professor Jørgen Lous fra Syddansk Universitet, at xylitol-tyggegummi har en mærkbar forebyggende effekt på mellemørebetændelse hos børn under 12 år.

I den nyeste udgave af Ugeskrift for Læger beskriver han, hvordan dagligt tyggegummityggeri kan spare hvert barn for en betændelse pr. vinter.

Det skal dog være tyggegummi, der indholder xylitol, og det skal gnaskes i store mængder, understreger Jørgen Lous over for Berlingske Nyhedsbureau.

- Xylitol har en antibakteriel virkning, der tilsyneladende modvirker mellemørebetændelse. Hvis det skal have effekt, skal børnene have to stykker tyggegummi fem gange dagligt, og de skal tygge i op til en halv time ad gangen, forklarer professoren.

I de finske undersøgelser har man forsøgt at skære ned på tyggegummi-dosen, men så virker metoden ikke. Det virker heller ikke, hvis barnet allerede er forkølet.

- Børnene skal tygge xylitol-tyggegummi hele vintersæsonen for at få den ønskede effekt, siger Jørgen Lous, der erkender, at det kan være svært at få især mindre børn til at tygge i timevis.

- Det har kunnet lade sig gøre i de afgrænsede forsøg i Finland, men det kræver naturligvis, at daginstitutionerne er indstillede på at udlevere tyggegummi og få børnene til at tygge, siger han.

Trods de åbenlyse svagheder ved fremgangsmåden betegner Jørgen Lous de finske resultater som interessante.

- Det er specielt interessant i tider, hvor man ser et overforbrug af antibiotika i en grad, hvor flere udvikler resistens. Det er kun positivt, hvis man kan finde metoder til at nedbringe brugen af antibiotika, siger han.

I sin artikel i Ugeskrift for Læger påpeger professoren også, at brug af sut er skyld i 25 procent af alle tilfælde af mellemørebetændelse hos børn under tre år.

- Så min konklusion er derfor: Lad os begynde med at bekæmpe sutterne, når børnene kommer i vuggestue, skriver Jørgen Lous i ugeskriftet.