Muslimske Foday Sankoh kom fra Sierra Leone til Danmark, fordi han blev forelsket i danske, kristne Ninna. De blev viet i både kirke og moské. Da parret flyttede til Ishøj i 1975, var danskerne positivt nysgerrige over for indvandrere. I dag ser Foday Sankoh et land fuld af frygt.
Da han dengang var iført sine afrikanske batikskjorter med broderi, sagde danskerne, at han så flot ud. Da han dengang gik med sin lille, danskfødte datter i hånden, skulle danskerne altid røre ved hendes mørke, store afrohår, fordi hun så sød ud. Da han dengang mødte danskerne, mødte de ham med åbenhed, selv om deres dårlige engelske stod en del tilbage for hans eget stærke.
Det var dengang.
»De første 20 år i Danmark var de bedste. Tingene har ændret sig. Danskerne har ændret mentalitet til det følsomme. De er blevet bange for, at nogen kommer og tager noget. De er bange for at miste deres identitet. Danskerne havde engang tillid til dem, der kom her. Den tid er forbi.«
Foday Sankohs portræt af hans landsmænd er altid blevet tegnet op med en insisterende kærlig streg. Tale grimt om og til danskerne har været udelukket. Sådan har det været lige siden, han tog den ene afgørende dans i 1969 på danseklubben Club 6 i det indre København, hvor han som ung mand fra Sierra Leone blev forelsket i både landet og danske Ninna, da han kom på ferie hertil fra sine religions- og lingvistikstudier i Egypten.
»Jeg savner de gamle dage«
Vi sidder foran det sirligt opdækkede kaffebord med kage inde i lejligheden i Bjerggården, hvor navnet Sankoh har stået på døren på tredje sal i 40 år. Udsigten fra den store overdækkede altan har ikke ændret sig synderligt igennem de år, de har boet her midt i den boligsociale virkelighed i Ishøj, politikerne så ofte taler om. Der er stadig en del mørkhårede børn, der leger nede på legepladsen og stadig en del mødre med tørklæde på hovedet, der holder øje med dem.
Når man spørger direkte, er svaret igen afværgende. Så Ninna kigger bestemt over på ham og svarer resolut:
»Ja, Foday kan ikke så godt lide at fortælle om, når han bliver anderledes behandlet. En politibetjent har engang sagt til ham, at han bare skulle tage tilbage til junglen, hvor han kom fra. I sin tid kunne vi ikke komme ind på diskoteker, selv om vi tog pænt tøj på. Det er jo det samme, de unge drenge oplever i dag. I toget er min datter blevet spurgt: Forstår du overhovedet det, du læser? Den anden datter er blevet kaldt for en grim, sort pige.«
Foday Sankoh nikker. Ja, okay. Han kan godt huske, da han selv blev spyttet på i toget.
»Jeg har forsøgt at møde folk dér, hvor de er. Ninna er blevet vred. Jeg har lært at tage imod en masse, inden jeg har reageret. Men i forhold til så mange andre lande, har Danmark været et fantastisk sted at være. I dag synes jeg, at danskerne har mistet deres uskyld. Jeg savner de gamle dage. Det gør jeg.«
Man skal bare kaste et enkelt blik på væggene for at se rummeligheden. Her hænger afrikanske masker, et tryk på arabisk med Allahs 99 navne, en akvarel fra Tivoli, hvor Foday var den første sorte kontrollør, og fotografier af parret og deres to døtre i den særegne rødbrune farve fra 70erne.
Hverken Foday eller Ninna har været blege for at prædike den rummelighed over for naboerne her i lokalområdet. Sidste sommer havde tre drenge på 17-19 år med lukkede ansigter og hætter over hovedet smadret ølflasker på en bænk foran opgangen, fordi der med deres egne ord »havde siddet en dansker og drukket dem«.
Foday Sankoh afleverede en opbyggelig tirade til dem som svar, imens en af drengenes mødre stod på altanen over dem.
»Hvorfor har I gjort det her? Det her er ikke noget, du lært hjemmefra eller i din religion. Der står intet i koranen om, at man ikke må stille en flaske fra sig. Hvad hvis din søster træder på glasset og skærer sig i foden? I koranen står der, at man skal være sød overfor andre mennesker. At du har smadret den her flaske er haram.«
Minuttet efter stod drengene og fejede glasskårene op.
»Her er der en accept af at være anderledes«
Ninna har været efter underboerne og belært dem om, at børnene skal have legekammerater med hjem, så de ikke render rundt udenfor og uden formål til klokken sent. I 37 år var hun skolelærer i Brøndby. Når Ninna arrangerede lejrskole, var det tit sådan, at pigerne fra de muslimske familier ikke måtte komme med, når de nåede menstruationsalderen. Ninna marcherede direkte hjem til forældrene, bankede på og sagde:
»Hør her, jeg er gift med en muslimsk mand. Der står intet i koranen om det her. Jeg skal nok sørge for, at pigerne bor for sig selv.« Og så fik de lov til at komme med.
De nikker begge og siger det næsten i kor: Man skal tale med folk. Folk spørger ofte Ninna, om hun som 68-årig dame ikke er bange for at gå alene hjem om aftenen, når de unge drenge hænger nede i gården. Svaret er altid nej. Hun er Ishøj-borger og nægter at være bange. Derfor kigger hun drengene ind i øjnene, siger hej og de kvitterer ofte med at spørge hende, om de ikke skal hjælpe med at bære hendes poser.
»Her i opgangen er vi en blandet flok af danskere, pakistanere og tyrkere, og vi hjælper hinanden. Det gør de også i de andre opgange. Her er der en accept af at være anderledes.«
Da Foday Sankoh var en lille dreng, blev han kaldt for London. Hans mor vidste, at det ville ende med, at han ville rejse væk fra den dengang engelske koloni Sierra Leone. I Danmark var han som uddannet maskintekniker med til at bygge Storebæltsbroen. Han har stiftet indvandrerorganisationer, og inden pensionen arbejdede han som buschauffør. I dag er Foday morfar, far til en psykolog og en pædagog og aktiv i Lions Club – så dansk som det kan blive.
Ninna har været vidne til det på første parket. Den manglende konsekvens fra skolernes og forældrenes side. Igennem årene har Foday også set det. Hvor svært det har været for andre at integrere sig. Især for dem, hvor forskellen mellem det bløde mentale landskab i skolerne og det anderledes hårde derhjemme har været vanskeligt at navigere i.
»Det er især gået ud over pigerne«
»Der har været en kæmpe barriere mellem de etniske minoriteter og de danske skoler. Skolerne vil gerne gøre det så godt som muligt og nå de her børn. Når børnene kom hjem, fik de et andet regelsæt. Jeg siger det højt og tydeligt: Det er især gået ud over pigerne. Deres forældre kunne ikke dansk og kunne derfor ikke hjælpe dem med lektier. Moderen eller faderen fik ikke sedlen fra skolen, fordi den blev smidt ud på vej hjem.«
Det er islams skyld. Det er imamernes skyld. Det er argumenter, Foday Sankoh har hørt gentaget igen og igen. Som muslim gør de ham frustreret.
»Jeg kender både koranen og biblen, og det generer mig, at nogle prøver at hijacke min religion til egne dumheder. Der står ikke noget i koranen om, at vi skal prøve at dræbe hinanden. Det handler om kultur og tradition. Folk tror, at alt er imamernes skyld. At det er dem, der har sagt dårlige ting til de unge. Men de unge, der begår kriminalitet, hører overhovedet ikke efter imamerne. Hvis forældrene ikke magter at opdrage, må samfundet tage over.«
Mange af de mennesker, som Foday Sankoh personligt respekterer, stemmer på Dansk Folkeparti. Mange af hans gamle arbejdskolleger gjorde det også, og når de diskuterede politik over frokosten, brugte kollegerne ikke samme barske retorik som politikerne.
»Dansk Folkepartis udmeldinger sender altid integrationen fire skridt tilbage, når vi er gået to frem. Danskerne er ikke racister. De kan være bedre uvidende. De bærer en frygt. Alt har været godt og homogent, og pludselig kommer der nogle andre, der vil have del i det. Jeg har aldrig kaldt en dansker for racist. Men den der frygt betyder, at man er begyndt at lytte til folk, der deler racistiske ord. Det er det farlige.«
Lige om snart når Ishøj op på 40 procent borgere, der enten er indvandrere eller efterkommere. Ninna har hørt det. Hun mener, at det er absolut maksimum for, hvad kommunen kan bære.
»Vi skal ikke have flere nye flygtninge. Folk er tolerante nu, men man kan risikere, at det vender. At der kommer for mange, så vi igen skal begynde forfra, og sådan at vi giver op over for dem, der stadig har brug for hjælp.«
Denne gang er det Foday, der afbryder hende hen over kaffekopperne.
»For mig handler det ikke om procenter eller tal. Hvis der kommer nye til, beder jeg bare om, at det er mennesker, der enten har arbejde eller er i praktik. Vi skal ikke have flere kontanthjælpsmodtagere.«
Nogle af de unge dernede i gården kommer over engang imellem og spørger om, hvordan det kan være, at selv om de er både født og opvokset i Danmark og har gået i skole her, så ser folk dem stadig som indvandrere?
Foday Sankoh har ikke noget entydigt svar. Han beder dem inderligt om at holde hovedet koldt, fortsætte med at være en loyal borger og ikke lave problemer. Ligesom han selv har gjort det siden dengang, han forlod Sierra Leone.
»Det kan godt ske, at folk vil kalde dem for en idiot. Men så ved de inderst inde, at de ikke er det.«
