Op mod 20 grader, næsten ingen vind og stort set tørt. Weekenden fås ikke bedre, hvis man er til cykling.

Hvad enten man er til professionel VM-cykling på landevejene eller man er amatørcyklist, så egner de kommende dage sig fint til en cykeltur.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Fredag kan godt begynde med enkelte spredte byger, men i løbet af dagen drypper de af, når et højtryk nærmer sig fra vest, siger vagtchef ved DMI Steen Rasmussen.

- I Nordjylland må de finde sig i op til hård vind, mens vi får let til frisk vind fra vest. I Nordvestjylland kan den stå på enkelte byger lørdag, men søndag bør det blive tørt igen, siger han.

Temperaturene kryber i løbet af weekenden op i det lunere felt. Hvor fredagens højeste temperaturer snuser til 15 grader, så kan søndagens tilsvarende måske ligefrem overstige 20 grader - især i de sydlige og østlige egne af landet.

- Kobler vi det med, at vinden tager af og går i sydlige retninger over weekenden, så er der optimale tilskuerbetingelser, når VM i landevejsløb ruller ud i Rudersdal i Nordsjælland søndag formiddag, siger vagtchefen.

Mandagens vejr

Mandag passerer en koldfront med tilhørende let regn fra vest.

- Herfra kunne der godt se ud til at komme et lille ophold i regnen, når et højtryk igen bygger op tæt på Danmark, slutter Steen Rasmussen.

Fredag er i øvrigt den officielle indgang til vinterhalvåret med korte dage og lave temperaturer. Fredag er det nemlig efterårsjævndøgn, hvor nat og dag er lige lange.

Det præcise tidspunkt for jævndøgnet er i år fredag klokken 11:04.

/ritzau/