Alex Rasmussen er blevet fyret af Team Garmin-Sharp.

Garmin-Sharp-holdet bekræfter i et statement til sporten.dk, at Alex Rasmussen er fyret som følge af sin karantæne på 18 måneder for rod i sine where-abouts.

- Vi har taget beslutningen fra myndighederne til efterretning på trods af processen. Selvom de missede whereabouts foregik på Alex' forrige hold, så vil Alex Rasmussen på baggrund af CAS' beslutning ikke længere være en del af Slipstream Sports (selskabet bag Team Garmin-Sharp, red), skriver holdet i en statement til sporten.dk.

Alex Rasmussen blev i første omgang frikendt hos DIF, men sagen blev anket til den internationale sportdomstol (CAS), som har besluttet, at danskeren skal afsone 18 måneders karantæne for ikke at have angivet korrekte whereabouts.

Garmin-holdet ophævede i første omgang Alex Rasmussens kontrakt, da sagen opstod, men da han blev frikendt hos DIF, optog de kontrakten igen. Holdet følger dermed den første beslutning ved at fyre Alex Rasmussen igen.

Alex Rasmussen kalder selv dommen for en skandale. Læs om det her

Karantænen er med tilbagevirkende kraft, så den begynder fra. 1. oktober 2011 og udløber 1. april 2013.