Jeg er en pige på 18 år, som lige pt. står i et stort dilemma.
Jeg har i noget tid været rigtig gode venner med en dreng, fra min klasse. Jeg har altid kunne være 100% mig selv i hans selskab. Efter noget tid, begynder det at udvikle sig til noget mere. Vi begynder at kysse lidt i byen osv. Det har overhovedet ikke ændret vores forhold til noget skidt. Vi har dog været igennem en masse op og nedture, men alligevel er mine følelser for ham klare. Vores venner er begyndt at blande sig. MEGET. De bliver ved med at spørge ind til vores forhold osv.
Her kommer mit dilemma så:
Drengen som jeg har fortalt om er "muslim". Jeg er stadig i tvivl om, hvor meget muslim han er. For mig virker ham som en helt normal dansk dreng, bortset fra han ikke spiser svinekød. Vi har mange gange taget snakken om vores følelser for hinanden. Han fortæller mig, at hans forældre aldrig ville kunne acceptere det, og derfor kommer det aldrig til at gå.
Jeg står nu her, og har ingen ide om hvad jeg skal gøre. Han betyder stadig ligeså meget for mig, som han altid har gjort. Jeg har også en ide om at hans følelser for mig er stærke, men vi er kørt en smule fast. Jeg har svært ved at sætte mig ind i hans tro, og kan ikke forstå, hvorfor man ikke bare kan være sammen med den, man elsker.
Hilsen pigen som er splittet
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
Kære splittede pige
Jeg kan godt forstå, du ikke kan forstå det. Det burde jo slet ikke være så indviklet. Sagen er den, at vi efterhånden helt har forplumret vores opfattelse af religion, fordi trosretningerne udkommer i så mange forskellige former. Der har været meget negativ omtale af muslimer, men det er jo ikke det samme som, at den dårlige omtale skal omfatte alle muslimer.
Når jeg bliver i tvivl om, hvor vidt et særligt hensyn er påkrævet eller ej, når det gælder en muslim, så er jeg begyndt at spørge mig selv: Hvad ville jeg synes, hvis det handlede om en jøde? Ved godt, jeg bevæger mig ud ad en tangent her, men det er bare for at bløde lidt op for diskussionen. Jeg synes principielt ikke, man skal afvise/særbehandle et andet menneske på grund af dets religion - jøde, muslim eller kristen. Man er nødt til at kigge på individet. Din ven er muslim, og det behøver slet ikke være noget problem. Herregud så spiser han ikke svinekød, og hvad så? Hans regler og dine regler behøver jo ikke være de samme. Sådan tror jeg også, du tænker.
Nu kommer så mit ”men”, for der er et men…
Ham din søde ven/kæreste ved selv, hvor grænsen går. Hvis hans forældre ikke bryder sig om forholdet til dig, og hvis han ikke selv ønsker at tage opgøret med sine forældre, så findes der ikke nogen fremtid for jer. Og det gælder sådan set i alle forhold, hvor der er en særlig forældrebinding eller nogle særlige ritualer/regler. Du kan ikke kæmpe hans kamp for ham. Han skal selv frigøre sig, selvom det må være ekstremt svært i hans situation. Men der er jo også den mulighed, at han rent faktisk slet ikke har noget ønske om at løsrive sig.
Jeg forstår godt, du holder af ham og synes, det er uretfærdigt, men du vil opleve mange gange, at kærlighed kan være frygtelig uretfærdig. Hvis du stiller ham et ultimatum, beder du ham kort og godt om at vælge mellem dig og sine forældre. Og der vil du tabe, fordi hans binding til forældrene er så stærk. Jeg synes også, det er værd at have respekt for den nære relation. Religion eller ej.
I kan godt kysse og hygge jer, men du er nødt til at indstille dig på, at der ikke bliver mere end det. Skulle han en dag ville kappe navlestrengen til sin mor og far, så er der en mikroskopisk chance for jer, men hvis du klynger dig til det græsstrå, er jeg bange for, du vil spilde din tid og give dig selv en enorm skuffelse.
Nyd det, der er nu, og giv ham fri til at følge de regler, der gælder hos ham, ligesom han skal give dig fri til at følge dit hjerte, når du falder for en fyr, som gerne må få dig. Jeg synes, det allerbedste ville være, at I to nu får sat ord på de rammer, der skal gælde for jeres forhold. Du må ikke presse ham, for jeg er overbevist om, at han i forvejen er så presset, som han kan blive. Lad ham i stedet få en lille bid af en pige med et stort hjerte og en særlig rummelighed, der ikke fordømmer ham, fordi han har fået et særligt sæt spilleregler af sine forældre.
Vis ham, at din kærlighed er stor nok til også at kunne sætte ham fri.
