På fredag vil offentligheden få det første glimt af manden, der siden 2019 har været betragtet som hovedmistænkt for mordet på den lille, britiske pige Madeleine McCann.

Navnet er Christian Brückner.

Det sker, når den 47-årige tyske mand ifølge magasinet Focus skal møde op i retten i Braunschweig, hvor han er tiltalt for en stribe andre voldsomme forbrydelser: 

Tre grove voldtægter og to seksuelle overgreb mod børn.

Madeleine McCann var kun tre år, da hun forsvandt.
Madeleine McCann var kun tre år, da hun forsvandt. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og selvom sagen ikke har nogen direkte tilknytning til den højtprofilerede Maddie-sag, kan den alligevel få en stor betydning i den sammenhæng.

For to centrale vidner går igen i begge sager.

»Hvis retten tror på disse vidner, kan det have en positiv indvirkning på efterforskningen i Maddie-sagen,« som Christian Wolters, talsmand for anklagemyndigheden i Braunschweig, siger om den forestående sag.

Christian Brückner sidder allerede i dag bag tremmer efter at være blevet dømt i endnu en voldtægtssag, men der er endnu ikke rejst tiltale i sagen om Madeleine McCann.

Det var fra feriekomplekset her, at Madeleine McCann forsvandt for snart 17 år siden.
Det var fra feriekomplekset her, at Madeleine McCann forsvandt for snart 17 år siden. Foto: Carlos Costa/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den retssag, der begynder på fredag, omhandler hændelser, der alle har fundet sted i Portugal mellem 2000 og 2017.

Ja, det er altså inden for samme periode, hvor også Madeleine McCann forsvandt fra en hotellejlighed i portugisiske Praia da Luz, hvor hun var på ferie med sin familie.

I samme periode boede Christian Brückner desuden flere år i området ved Algarvekysten. 

Dømmes han skyldig i den forestående sag, kan det ifølge Focus give politiet ro til at bygge videre på Maddie-sagen, hvor de retsmedicinske beviser i sagens natur mangler, efter at anklagemyndigheden har haft stort fokus på Christian Brückner siden 2019.

Billedet her af Christian Brückner blev taget i forbindelse med en arrestation i Italien i 2018.
Billedet her af Christian Brückner blev taget i forbindelse med en arrestation i Italien i 2018. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Frifindes han, kan han derimod se frem til at være på fri fod senest i januar 2026. 

Og her spiller de to tyske vidner altså en central rolle.

En af dem, Helge Busching, udtalte sig i øvrigt i sommer til flere medier, hvor han erklærede, hvordan Christian Brückner i 2008 havde sagt i forbindelse med en samtale om Madeleine McCann-sagen:

»Hun skreg ikke.«

Der er afsat 29 dage til retssagen mod Christian Brückner i Braunschweig, og den forventes at slutte i juni.