Mens vi for længst har sikret pc’en mod virusprogrammer, står døren til vores mobiltelefoners følsomme oplysninger stadig pivåben. Det har fået it-kriminelle til at rette skytset mod mobilmarkedet.

En virus på mobilen kan have alvorlige konsekvenser. Den kan slette alle dine informationer, sende dine personlige sms’er videre til andre, ringe op eller sende sms’er til overtakserede numre og give tårnhøje mobilregninger, som du selv hæfter for.

- Det er et problem, vi kommer til at se meget mere til. Der er en eksplosiv stigning i antallet af mennesker, der bruger mobilen til at surfe på nettet, og derfor vil langt flere virusprogrammer automatisk finde vej til mobiltelefonen, siger Michael Dahl, virusanalytiker fra it-sikkerhedsfirmaet F-Secure. Han advarer om, at virusprogrammerne ofte får lov at florere helt uhæmmet på telefonen, fordi angrebet slet ikke bliver opdaget.

Mobilvirus er ofte camoufleret som noget helt uskadeligt, f.eks. et spil, en ringetone eller et billede, i et link eller endda som antivirus. Det kan derfor være meget svært at opdage, at et program, du downloader, er en mobilvirus.

- I branchen kaldes denne form for virusangreb 'drive by attacks', fordi mobiltelefonen bliver angrebet helt uden forvarsel. Det sker på den måde, at et falsk link til f.eks. en Youtube-video sendes ud til mobiltelefonen, og i det øjeblik man følger linket, installeres en trojansk hest på telefonens styresystem, siger Michael Dahl.

Det vil især være de nye smartphones, der har teknologien til at gå på internettet og foretage pengeoverførsler, som er i farezonen for virusangreb, forklarer mobilekspert og chefredaktør på Mobilsiden.dk, John G. Pedersen.

- Når du åbner et link på mobilen, vil det måske se ud som om, at der ikke sker noget, men i virkeligheden kan du installere et program, der overvåger og sender informationer til de it-kriminelle om, hvem du er, hvad du ringer til, og betalingsoplysninger, siger han.

Hvis der gemmer sig spyware i telefonens styresystem, kan de følsomme oplysninger misbruges af bagmænd til at trække penge ud af telefonen og over på bankkonti.

Andre mobiler end smartphones kan også blive ramt af en virus f.eks. i kædesms’er.

Mobilvira er ikke meget udbredt i dag, men eksperterne forudser alle, at det vil blive et stort problem i fremtiden. Alligevel er der forsvindende få danskere, der har garderet mobilen mod den nye trussel. Derfor opfordrer Henry Stech, civilingeniør i IT- og Telestyrelsen, på det kraftigste til, at man anskaffer sig et antivirusprogram, hvis man ejer en smartphone.

- Hvis virusprogrammerne får infiltreret mobiltelefonen, kan det få store økonomiske konsekvenser. Telefonen kan ringe mærkelige østater op i Stillehavet, uden at man er klar over det, og alle tilgængelige informationer på telefonen kan blottes.

Han påpeger dog, at truslen mod mobilerne holdes nede af et marked med mange forskellige styresystemer, hvilket gør det sværere at designe vira, der rammer bredt.