I sommer solgte OB klubbens målmand Oliver Christensen for et stort millionbeløb, men der løber ganske givet fortsat spillere rundt i Ådalen, der kan indbringe klubben en stor transfercheck i den nærmeste fremtid.

I hvert fald er OBs nye fodbolddirektør, svenske Björn Wesström, hurtig til at sætte navn på de spillere, han mener kan skabe millionregn over Odense.

Hjemme i svenske AIK Stockholm, hvor Wesström i mere end 20 år har været blandt andet chefscout og sportsdirektør, var han i 2017 med til at skippe Alexander Isak af sted fra den svenske hovedstad til den tyske storklub Dortmund i det måske største salg i den svenske liga nogensinde.

Direkte adspurgt, om der i OB er spillere, der har stort salgspotentiale, svarer han:

»Ja, det er der,« lyder det, inden han uddyber:

»Branchen fungerer på den måde, at skal man lave store salg, så er det spillere, der giver point. Offensive spillere koster mest, men det er også dem, man sælger for mest. Kigger man på de offensive spillere i OB, så er det dér, potentialet til store salg er.«

»Så er det Mads Frøkjær, der har alderen, egenskaberne og potentialet til at vinde point. Og så er det Emmanuel Sabbi. De to, vil jeg sige, er de to, der har størst salgspotentiale i dag, som vi står her.«

Når Wesström nævner Frøkjær og Sabbi, betyder det dog ikke nødvendigvis, at et salg står for døren i januars transfervindue.

Mads Frøkjær og Emmanuel Sabbi har været involveret i henholdsvis ni og syv mål for OB i denne sæson.
Mads Frøkjær og Emmanuel Sabbi har været involveret i henholdsvis ni og syv mål for OB i denne sæson. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi har ikke noget opdrag til at sælge dem. De skal sælge sig selv gennem deres præstationer på banen.«

Hvad vi i det hele taget skal forvente af OB i de kommende uger, holder svenskeren internt.

»Det er en diskussion, vi har internt i organisationen. Vi har en ny cheftræner (Andreas Alm, red.). Hans input ud fra spillestilen spiller en rolle. Vi har Michael (Hemmingsen, sportschef, red.) med stor erfaring fra klubben, som har sin mening. Vi har Ole (Nielsen, red.), der er scout, som har sin mening. Og alle de meninger skal jeg forstå, og så skal vi finde løsninger ud fra det,« siger den nye fodbolddirektør.

Han er dog klar over, at netop OBs ageren på transfermarkedet bliver noget af det første, som OB-tilhængerne kommer til at bedømme ham på.

»Som fan mærker man frem for alt, hvad der er i spillertruppen. Om vi køber en, to eller tre spillere, bliver resultatet så det samme eller bedre med dem i truppen. Så bliver vi bedømt ud fra det. Det kommer til at være noget af det første, jeg bliver bedømt ud fra. Hvem tager vi ind, hvem forsvinder ud af klubben, og bliver det så bedre eller det samme.«

Hvor eventuelle nye spillere kommer fra, er ikke afgørende for Wesström, der understreger, at OB ikke bliver en svensk koloni på trods af hans egen og cheftræner Alms nationalitet.

»Der kommer en syv stykker … nej, det er ikke planen,« griner han og tilføjer:

»Har spilleren en kompetence, vi søger, betyder det ikke noget, om han er fra Sverige, Kina, Canada eller Zimbabwe. Det lægger jeg ikke værdi i.«

Han appellerer til, at klubbens fans skal væbne sig med tålmodighed.

»Folk skal ikke tro, at jeg kommer med en tryllestav, og så fungerer alt. Sådan fungerer det ikke i fodbold og heller ikke nogen andre steder. Men det bliver vigtigt at skabe struktur, som over tid gør, at man tager kloge beslutninger. Når man har taget ti kloge beslutninger i træk, har man forandret noget til det bedre,« mener han.

»I efteråret har man arbejdet med det fysiske, men det betyder ikke så meget for resultatet. Det er bare ét parameter af alt det vigtige. Jo flere forbedringer vi laver, jo bedre resultater kommer vi til at se.«

»Truppen er i bedre fysisk forfatning, men nu skal vi kigge på andre ting. Alt fra træningsmåden, sundhedsstaben, logistikken, hvordan vi forbereder os til, hvordan vi rekrutterer spillere. Alle områder behøver vi at arbejde med og udvikle. Når vi har gjort det, kommer vi til at se en forbedring i resultaterne,« fortsætter Björn Wesström.

De første dage har Björn Wesström brugt på at lære klubben og særligt administrationen og staben at kende, mens han ikke er nået til spillerne endnu. Samtidig er han blev sat ind i, hvordan klubben passer ind i det samlede foretagende med Odense Sport & Event, da det er en helt anden ejerstruktur, end han har været vant til i AIK.

Desuden har han sat sig ind i klubbens rolle på Fyn og i Odense.

»Det er vigtigt for mig, at jeg forstår, hvilken sammenhæng vi skal skabe nogle ting i. Hvis man ikke forstår sin rolle i sammenhængen, bliver det rigtig svært at prioritere rigtigt.«

»Og alt handler om prioritering, for der findes ikke ubegrænsede ressourcer, tid og penge.«

Björn Wesström slog mandag fast, at det er i hænderne på sportschef Michael Hemmingsen at gøre OB-fansenes Eriksen-drøm til virkelighed. Det kan du læse mere om her.