Der er gang i de sociale medier og spredning af fake news.

For den danske kong Frederik bliver i øjeblikket koblet sammen med en video, hvor en mand vifter med et palæstinensisk flag fra en balkon.

Hvis man kender lidt til Kongen, så kan man sagtens se, at der ikke er tale om kong Frederik, men en helt anden.

Men det er klart et problem, at mange ender med at tro, at kong Frederik deltager i en demonstration ved at vifte med et palæstinensisk flag, mener Lykke Møller Kristensen, der er ekspert i digital adfærd.

»Jeg faldt tilfældigvis over videoen allerede i går aftes. Siden da er den blevet delt flittigt og er nået langt rundt om jorden.«

»Alt det her kan have flere forskellige betydninger. For der er folk, som tænker, at dette er klart et tegn på, at deres holdninger bliver bakket op. Også endda af en konge, som giver noget verificering. Men det er jo ikke tilfældet, for det er ikke Kongen.«

Lykke Møller Kristensen forklarer yderligere, at det samtidig også kan skabe splid i samfundet og ændre på den almindelige danskers syn.

»Hvis man kigger på konspirationsaspektet. Så kan sådan en video her lave interne splittelser i demokratiet. Kan vi nu ikke regne med noget eller nogen længere? Det understreger polariseringen, som kan være i samfundet.«

Det er denne person, som angiveligt skulle være kong Frederik.
Det er denne person, som angiveligt skulle være kong Frederik. Foto: X
Vis mere

Siden Lykke Møller Kristensen spottede videoen i første omgang, har hun fulgt den på flere forskellige sociale medier.

Her kom det hurtigt frem, at X's såkaldte community notes hurtigt kom på det originale opslag. Her er den såkaldte community note gået ind og forklaret, at det hverken er Amalienborg eller kong Frederik, man ser i videoen.

Alligevel så undrer det Lykke Møller Kristensen, at der ikke er flere, som kommentere under videoen, at den ikke er sand.

»Det undrer mig alligevel, at der ikke er flere, der siger, at videoen ikke har kong Frederik i hovedrollen. Det giver ligesom videoen mere levetid på et forkert grundlag,« forklarer hun og påpeger, at sådanne videoer florerer i den grad for tiden.

»For der er mange som tager de her 'halmstrå' og klynger sig til det. Det er ret voldsomt lige nu, med de her greb, som de forskellige bruger for at skabe misinformation ude i verden. Mange af dem ved ikke hvem kong Frederik er eller hvordan han ser ud. Man ved bare, at det er en offentlig person, som man ender med at tage for gode varer.«

»Den har fået så meget opmærksomhed (videoen, red.), derfor er det godt, at medierne hiver fat i det her. Det er vigtigt at folk går ud og siger, at det ikke er kong Frederik. Vi skal passe på med at sige, at de her videoer nok går over snart, for jeg tror, at de bliver her i lang tid.«

Det er ikke kun konti på X, som har delt misinformationen. Også det iranske medie Iqna skriver om videoen på sin hjemmeside. Her skriver de fejlagtigt, at den danske konge har viftet det palæstinensiske flag.

Udover X's community note, så har en journalist fra BBCs faktatjek-medie, BBC Verify, også været ude og afmystificere videoen. Han fastslår, at den pågældende video er filmet i Malmø under en af de seneste dages propalæstinensiske demonstrationer under Eurovision.

BBC-journalisten har efterfølgende delt et billede af den bygning i Malmø, hvor videoen er filmet.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Kongehuset.

Lyt til det seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' her.

Andre læser også