Joe Exotic har vakt opsigt verden over, lige siden han blev et kendt ansigt i Netflix-hittet 'Tiger King'.

Og nu er der atter opsigtsvækkende nyt fra den fængslede realitystjerne.

I et brev til TMZ åbner den tidligere tigerparkejer nemlig op om sin forlovede, den 36-årige John Graham, som han har mødt i fængslet.

»John taler som om, han er 400 år gammel. Han er praktiserende heks og er ekstremt romantisk og kærlig,« skriver Joe Exotic i det brev med svar, hans advokat har afleveret til det amerikanske medie.

Heri fortæller han også, at parret har haft deres første årsdag i slutningen af marts og blev forlovede, da de havde dannet par i fem måneder.

Joe Exotic og John Graham har også allerede lagt planer for brylluppet.

For de vil have hinanden, om det så må blive i fængslet – selvom John Graham ifølge Joe Exotic og retsdokumenter blev løsladt sidste måned, efter at have afsonet en dom for indbrud og våbenbesiddelse.

Men der er bare én lille forhindring for den tiltænkte private vielsesceremoni.

Dilon Passage og Joe Exotic. (Foto: Instagram/Joe Exotic)
Dilon Passage og Joe Exotic. (Foto: Instagram/Joe Exotic)
Vis mere

For Joe Exotic er stadig gift på fjerde år med Dillon Passage, som han ansøgte om skilsmisse fra få dage forinden, han afslørede sin forlovelse.

»Så snart Dillon underskriver skilsmissen, og det er afgjort, hvis jeg stadig er her til den tid, så ønsker John og jeg at blive lovformeligt gift med det samme,« meddeler Joe Exotic i brevet, hvor han også fortæller, at han er ved godt mod i forhold til sin prostatakræft.

Mindre fortrøstningsfuld er han dog omkring den forestående skilsmisse.

Han kalder nemlig Dillon Passages bud på en skilsmisseaftale for »afpresning« – og selvom begge parter i det kuldsejlede ægteskab har fået nye kærester, så er de altså endnu ikke nået til enighed omkring, hvordan de opløser deres ægteskab.