En dreng er lørdag eftermiddag kommet til skade i svømmehallen i Rønbjerg Feriecenter ved Limfjorden, hvorfor han er blevet fløjet til behandling med lægehelikopter.

Det skriver Ekstra Bladet, og til B.T. uddyber Kent Lodberg, der salg- og marketingdirektør for Landal Greenparks i Danmark, der ejer feriecentret:

»Det er en otteårig dreng, der er faldet ned fra trappen op til tremetervippen. Han er umiddelbart snublet over egne fødder og landet på fliserne.«

Det er endnu uvist, hvad der konkret er sket. Det vil via videoovervågning blive opklaret i de kommende dage.

For nuværende er fokus dog på at yde krisehjælp til dem, der måtte have brug for det, fortæller Kent Lodberg.

»Vi har mange livreddere på, og de udøver krisehjælp til familie, medarbejdere og gæster i svømmehallen.«

»Vi har nogle meget klare procedurer, og det er noget, livredderne har trænet meget.«

Drengens tilstand er for nuværende ukendt, lyder det videre fra salg- og marketingdirektøren.