Da hun en dag pludseligt opdagede sine egne intime billeder på internettet, tog hun hurtigt fat i politiet.

Nu er en 34-årig mand dømt for ikke bare at have krænket hende, men også ni andre. Og han kan se frem til at betale dem en »betragtelig« erstatning.

Manden erkendte under retssagen, der er kørt ved Retten i Glostrup, at det var ham, der forud for starten af 2023 havde delt kvindernes billeder på en pornohjemmesiden og dermed udsat dem for blufærdighedskrænkelser.

Nogle af billederne havde han snydt sig til fra kvinder, han kendte i forvejen. Nogle af dem havde han fundet på internettet. 

»Internettet glemmer aldrig – og netop derfor er denne form for forbrydelse så alvorlig. Selvom manden nu er dømt, så ved kvinderne jo ikke, hvornår og i hvilke sammenhænge deres intime billeder måske dukker op på nettet igen, eller hvem der kommer til at se dem – det kan være deres børn, venner eller partnere.«

»Det kan have meget store psykiske konsekvenser at skulle leve med den risiko,« siger specialanklager Natalja Fryd Lindberg i en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.

Forbrydelserne mod de ti kvinder koster den 34-årige mand en dom på seks måneders fængsel, og derudover er der blevet fremsat et erstatningskrav fra kvinderne. 

Det skal på et senere tidspunkt behandles ved Erstatningsnævnet. Beløbet ligger ifølge anklageren i »100.000 kronersklassen«.

»Jeg håber at dommen her er et tydeligt signal til personer, der overvejer at dele andres intime billede. Det er en ødelæggende forbrydelse, som myndighederne ser alvorligt på,« siger Natalja Fryd Lindberg.

Manden har udbedt sig betænkningstid til at overveje, om han vil anke dommen.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.