Kevin Magnussen flirter med dumpegrænsen efter en helt igennem skidt weekend i Singapore.

B.T.s Formel 1-journalist Daniel Carøe Remar giver Kevin Magnussen karakteren 02 for indsatsen i Singapores Grand Prix. Her er bedømmelsen:

Allerede fredag var der tydelige tegn på, at weekenden på bybanen ville blive svær for Kevin Magnussen. Danskeren var markant langsommere end Romain Grosjean, og han var langt fra top ti.

Men et er træning, og de lidt uforudsige tider, der bliver kørt i de to sessioner.

Kevin Magnussen får karakteren 02 efter Singapores Grand Prix. (AP Photo/Vincent Thian)
Kevin Magnussen får karakteren 02 efter Singapores Grand Prix. (AP Photo/Vincent Thian) Foto: Vincent Thian
Vis mere

Desto mere bekymrende var det igen at se Kevin Magnussen og farten i hans Haas-racer lørdag. Det var også bekymrende, at Kevin Magnussen ikke rigtig kunne forklare, hvorfor han var så langt fra sin teamkammerat.

Der var intet positivt at tage med for Kevin Magnussen i denne weekend, og hans banerekord er i det lys bare en parentes, som selvfølgelig er lidt sjov at have stående i bøgerne.

Singapores Grand Prix var derfor andet løb i træk, hvor Kevin Magnussen tager hjem til Dubai med en ærgerlig fornemmelse og et ubrugeligt resultat.

Han kan dog trøste sig med, at han allerede har leveret det, der skal til for at få en kontraktforlængelse. Nu skal Haas bare til at beslutte sig for, hvornår omverden skal have del i nyheden.