Den ene skal slænge sig på de hvide sandstrande i sol og varme, mens den anden må fejre jul i noget koldere temperaturer.

Kæresteparret Frederik Haun, kendt fra 'Den Store Bagedyst', og danseren Morten Kjeldgaard forbereder sig i øjeblikket på den helt særlige dag, parrets kommende bryllup i foråret 2023. Men inden da skal julen overstås, og her må det kommende ægtepar undvære hinanden.

»Jeg kommer til at være på en strand i Thailand, og Frederik kommer til at være hjemme i huset med sin familie,« siger Morten Kjeldgaard, da B.T. møder dem torsdag aften til premiere på ‘Avatar: The Way of Water’.

Dog kommer de ikke til at undvære hinanden ret længe. For den 27. december flyver Frederik Haun til Thailand og holder ferie sammen med Morten Kjeldgaard.

Aftalen om den adskilte jul var dog planlagt i forvejen, da Morten Kjeldgaards bror er ved at bygge hus i Thailand – han tager sammen med sin mor til solen og fejrer jul, mens Frederik Haun ønskede at holde jul med sin familie.

Danseren og ‘Den store bagedyst’-finalisten afslørede et huskøb i august. Parret flyttede ind i huset for to uger siden, og i øjeblikket føles det som juleaften med alle de pakker med nye indkøb til huset, som parret modtager, fortæller Morten Kjeldgaard.

I december sidste år offentliggjorde parret, at de havde taget det næste skridt og var blevet forlovet, efter at ‘Den store bagedyst’-finalisten gik på knæ foran venner og familie.

Parrets bryllup skal stå i foråret, og lokalerne har de også fået på plads.

»Vi er i fuld gang med at planlægge det helt store,« lyder det fra Frederik Haun.

»Vi er ved at have en invitation klar, som forhåbentlig skal sendes ud inden jul.«

Det er dog ikke kun Morten Kjeldgaard og Frederik Haun, der må undvære hinanden i julen, også tv-vært Abdel Aziz Mahmoud skal holde juleaften uden sin lille datter, Ava. Det kan du læse mere om her.