Målvogteren er fuld af lovord over for sit forsvar, som i høj grad bidrog til 20-19-sejren over Sverige.

Karin Mortensen var blandt de afgørende faktorer i Danmarks 20-19-sejr over Sverige ved VM i kvindehåndbold.

FIF-keeperen kom ind i stedet for Christina Pedersen i anden halvleg og sørgede med et par vigtige redninger for, at svenskerne blev holdt på afstand.

- Det var dejligt at kunne komme ind og bidrage til sejren. Jeg ville gerne bevise, at jeg kunne mere end det, jeg har vist indtil nu, siger Mortensen.

Hun sender dog en stor del af rosen videre til sit forsvar, der igen forhindrede modstanderen i at nå op på 20 scoringer.

- Det var en forsvarssejr. De kæmper som vilde heste derinde, og det er brandslukning hver eneste gang, der er én, der bliver sat af.

- Så er det bare to mand ind og prøve at slukke branden. Det er fantastisk, og det gør også ens arbejde som keeper nemmere, siger hun.

Danmark står nu med et meget fordelagtigt program videre i turneringen, hvor første modstander bliver Japan i 1/8-finalen på mandag.

- Det ser godt ud. Vi har gjort, hvad vi kunne, og vi har den bedst tænkelige vej videre, men vi er nødt til at have dyb respekt for vores modstander.

- De har en meget atypisk spillestil i Asien, og det skal man lige indstille sig på. Hvis ikke man kan det, kan det blive en rigtig svær kamp, siger den rutinerede målmand.

/ritzau/