Han var ikke sindssyg, da han brød ind hos en lang række sovende kvinder, løftede deres dyner op og filmede deres nøgne kroppe, uden de opdagede, at han var der.

Sådan lyder det i en undersøgelse, som Anklagemyndigheden har fået lavet af en 31-årig mand, der er tiltalt for en lang række tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Han har tilstået, at det ganske rigtigt var ham, der filmede kvinderne ved hele 26 episoder.

Derfor står han til torsdag at blive dømt i Københavns Byret for at stå bag de mange krænkelser.

Sagen om videooptagelserne er den seneste i en lang række sager mod den 31-årige.

Han er tidligere dømt for at have brudt ind på værelserne hos flere kvinder på et hotel i København og har ved en anden lejlighed narret en kvinde til at sende ham nøgenbilleder.

Men han var altså ikke påvirket mentalt, da han udførte de talrige blufærdighedskrænkelser, lyder det i rapporten.

I retten blev det beskrevet, hvordan den 31-årige mand har haft en hård opvækst i et belastet hjem, hvor han boede sammen med en alkoholisk far.

Det er ikke lykkedes ham at gennemføre højere uddannelse end folkeskolen trods 'utallige forsøg', og han har været uden for arbejdsmarkedet i syv år, lød det. I stedet har han levet af offentlig forsørgelse og forskellige former for kriminalitet.

Det har tidligere været beskrevet, hvordan hans generalieblad udover en lang række domme for blufærdighedskrænkelser også er præget af en lang række domme for at have været i besiddelse af store mængder hash.

Den 31-årige har tidligere forklaret, at han i mange år røg 10 gram hash om dagen.

Et forbrug, der dog er stoppet, efter han blev varetægtsfængslet for omkring et halvt år siden, forklarede han i retten.

Men heller ikke det store hashforbrug har haft så stor indvirkning på hans psyke, at han ikke kan dømmes for de mange krænkelser. Det fremgår af den mentalundersøgelse, der er blevet lavet af den 31-årige.

Derfor er han egnet til at modtage almindelig straf – en straf, som anklageren mener skal lyde på 10 måneders ubetinget fængsel.

Der falder dom i sagen mod den 31-årige torsdag.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' om den 31-årige seriekrænker her: