Emma Dokkedal skulle egentlig bare til sit studie, som hun plejer. En tur, hun tager ofte.

Men torsdag var den anderledes, for en teknisk fejl på metroen gjorde, at samtlige M3 og M4-tog holder stille, og man blev nødt til at evakuere passagererne. Det kan du se i videoen øverst.

»Der er ikke så langt mellem de to stationer. Så jeg havde allerede rejst mig op. Den stopper ofte i kort tid mellem de to stationer, og jeg tænkte bare 'ja ja det plejer den', men den kørte ikke videre.«

»Alle kiggede rundt, og det var mærkeligt, at vi ikke kørte videre. Men så kom meddelelsen over højttalerne, at der var problemer med linjen, men de ville køre, så snart det var løst.«

Men Metroservice kunne ikke fikse problemet hurtigt.

»Vi ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, så derfor har vi valgt at evakuere togene. Det er i og for sig ganske udramatisk, men der har været folk, som har været mellem perronerne. Derfor er de blevet evakueret og har befundet sig ved sporene,« forklarer Morten Svan, der er pressekoordinator for Metroservice.

Ifølge Emma Dokkedal stoppede toget klokken 09.40.

Et kvarter senere lød det over højttalerne, at man ville komme og evakuere togene. 

Men cirka 20 min efter toget stoppede, så begyndte lyden også at drille i højttalerne. Emma forklarer, at man derfor ikke kunne høre alt over højttaleren.

Er du blevet evakueret i metroen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail til 1929@bt.dk.

Kort tid efter slukkede dele af lyset og en mærkelig lyd begyndte, og der blev folk lidt forvirrede.

»Jeg tænkte bare åh gud. Men efter vi havde været fanget i 25-30 minutter, så kom der en og åbnede nøddørene. Herefter skulle vi gå 3-400 meter for at komme til en nødtrappe,« siger Emma.

Emma Dokkedal forklarer desuden, at alle egentlig sad i god ro og orden.

»Det var jo nede under jorden, så der var ikke så meget pænt at kigge på, derfor sad folk med deres telefoner.«

Ritzau skriver, at metroen først forventes at køre igen efter klokken 15. Rejsegarantien er trådt i kraft.

»Jeg vil oplyse, at rejsegarantien er trådt i kraft. Det kan man læse mere om på hjemmesiden, men det er, fordi der ikke er anden transport på stedet. Rejsegarantien er gældende, indtil der er drift igen enten med tog eller metrobusser,« siger Morten Svan.

B.T. følger sagen.