Nicklas Bendtner har måttet lægge ryg til kritik for mange sider i sin karriere, men er der en, der altid har stået bag den danske angriber, er det den manager, der første gang fik forløst hans potentiale, britiske Steve Bruce.

Da Bendtner slog igennem som lejesvend i Birmingham, stod Steve Bruce på sidelinjen og gav ham gode råd, og siden har de to haft et nært forhold. Da Bruce var i Sunderland slog han atter kløerne i Bendtner, og nu, hvor han er rykket videre til Hull City, er han klar til at gøre det igen.

»Jeg har været manager for Nicklas to gange. Jeg ved ikke, om han er til salg. Jeg tror, folk foregriber begivenhederne. Men hvis han blev tilgængelig ville jeg helt sikkert være interesseret,« siger Bruce på en pressekonference.

Hull City rykkede sidste år ned fra Premier League, men er i øjeblikket to'er i The Championship og dermed på vej til et hurtigt comeback.

Successen til trods kniber det dog med de likvide midler, og hvis et skifte skal blive til noget, vil Nicklas Bendtner derfor være nødsaget til at gå gevaldigt ned i løn.

»Vi er helt sikkert ikke i en position, hvor vi kan købe ham, og jeg tror, han i Bundesligaen tjener så mange penge, at det ikke engang giver mening for os at overveje det,« siger Steve Bruce og fortsætter:

»Han er en spiller, jeg altid godt har kunnet lide, så hvis han er tilgængelig og kan spille for en 10'er om ugen , så er vi interesseret«