Martin Hinteregger lignede en mand på toppen efter Europa League-triumfen med Frankfurt.

I slutningen af maj fik østrigeren sammen med danske Jesper Lindstrøm overraskende hevet den næstfineste europæiske pokal hjem, men nu slutter karrieren, selvom der er to år tilbage af kontrakten.

»Sidste efterår begyndte jeg at tænke på et karrierestop. Jeg gennemgik en svær periode på banen, hvor mine præstationer var svingende. Sejrene føltes ikke længere så gode, og nederlagene gjorde dobbelt så ondt,« siger han i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.

Nu spekuleres der i, om det er omstændigheder uden for banen, der får den 29-årige til at trække sig fra den offentlige scene.

VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken. Her var Hinteregger i aktion.
VM-kvalifikationskampen mellem Danmark-Østrig i Parken. Her var Hinteregger i aktion. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For efter Europa League-successen havde Hinteregger arrangeret en festival i sin hjemby, Sirnitz.

Umiddelbart sympatisk, men det foregik i forening med den kendte nynazist Heinrick Sickl, der ifølge DW har været med i ledelsen hos det højre-orienterede FBÖ-parti frem til 2021 og i 90'erne var en del af den nynazistiske gruppe Nationalistische Front.

»Jeg er meget ked af det. For at sige det meget tydeligt igen: Jeg fordømmer kraftigt højreorienterede, intolerante og umenneskelige ideer. Det ved alle, der kender mig,« siger Hinteregger til Der Standard.

»Jeg må indrømme den fejl, jeg begik, da jeg ikke tjekkede op på, hvem han var.«

Hos Eintracht Frankfurt er man kede af at sige farvel til Hinteregger, der har været i klubben siden starten af 2019.

»Martins beslutning var uventet for os, men han gav os sit perspektiv og ræsonnement på en imponerende og overbevisende måde,« siger Markus Krösche, der er sportsdirektør.