Efter det store gennembrud i sidste sæson har Kasper Dolberg haft en skuffende anden sæson i Ajax.

København. I den forgangne sæson blev han regnet som et af de mest lysende angrebstalenter i europæisk fodbold. Han scorede mål på samlebånd og nåede Europa League-finalen med Ajax.

Denne sæson er en helt anden historie for Kasper Dolberg. Ajax skuffede fælt i Europa, og Dolberg har kun ved sjældne lejligheder været at finde i startopstillingen hos den hollandske storklub.

- Det har ikke været godkendt - hverken for mig personligt eller Ajax som klub. Jeg havde højere forventninger. Det var der mange, der havde. Jeg er udmærket klar over, at det ikke har været godt nok, siger Kasper Dolberg.

Han har måttet lægge øre til mange teorier og spørgsmål om den "svære sæson nummer to".

- Det er der i hvert fald mange, der gerne vil kalde den. Jeg har fået spørgsmålet mange gange. Det har bare været sværere i denne sæson, og det er der mange grunde til.

- I den første sæson vidste ingen, hvad jeg kom med. Nu mærker jeg i kampene, at der ikke længere er én forsvarsspiller på mig, men nærmere tre.

- Men jeg ved, hvor god jeg er, så det handler om at finde det frem igen. Meningen var, at jeg skulle være bedre end i den første sæson, men det skete ikke i denne, siger den 20-årige Dolberg.

Han fik debut på A-landsholdet i november 2016, men siden er det blot blevet til tre optrædener for Danmark.

I den netop overståede sæson røg Kasper Dolberg også ind i en længere periode uden for banen, da han var skadet fra årsskiftet og først vendte tilbage på træningsbanen i løbet af marts.

Derfor er det langt fra en selvfølge, at Dolberg er blandt de 23 spillere, som landstræner Åge Hareide tager med til VM i Rusland.

Dolberg er en del af den nuværende bruttotrup på 35 spillere, som søndag reduceres til formentlig 26 spillere.

Han har svært ved at vurdere sin VM-chance efter denne uges træninger i Helsingør.

- Jeg ved ikke, hvor jeg står. Jeg synes ikke, at jeg får nogle indikationer. Jeg gør det bedste, jeg kan, men jeg ved ikke, om det er muligt at påvirke, eller om beslutningen er taget, lyder det fra angriberen.

Senest 4. juni skal Hareide skære truppen ned til de endelige 23 spillere.

/ritzau/