Ved sidste års kommunalvalg fik Enhedslisten et fantastisk valg i hovedstaden.

Hver fjerde københavner, der stemte på dagen, satte deres kryds ved partiet.

»En grøn og retfærdig fremtid«, »Det mangfoldige København« og »En by for mennesker« gik altså som varmt brød på valgdagen.

Den rød-grønne profil passer perfekt til mange storbymenneskers selvbillede og herskende trends i tiden.

På landsplan var opbakningen til sammenligning ved seneste valg til Folketinget på syv procent.

Men hvordan smager beslutningen om at stemme på Enhedslisten mon i dag, i lyset af den russiske invasion i Ukraine?

På regeringens pressemøde torsdag meldte udenrigsminister Jeppe Kofod, at Danmark skal styrke sit beredskab til NATO, og varslede et beslutningsforslag, »der skal udmønte konkrete bidrag« til forsvarsalliancen.

I lyset af, at der nu er krig i Europa, og vi alle befinder os i en helt ny sikkerhedspolitisk situation, giver det naturligvis god mening at øge bidraget til NATO, og den politiske opbakning til regeringens udspil er da heldigvis også til at tage og føle på:

Foruden Socialdemokratiet tilkendegiver både SF, Alternativet, De Radikale, De Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, at de vil støtte en sådan beslutning.

Men Enhedslisten vil ikke.

Man er godt nok tilhænger af sanktioner mod Rusland, men Enhedslisten nøler – traditionen tro – når det gælder NATO-samarbejdet.

»En direkte konfrontation mellem NATO og Rusland vil kunne udløse en ny verdenskrig, så at sende flere F-16-fly til NATO ser vi ikke som en løsning for den ukrainske befolkning,« har Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, udtalt. »Derfor støtter Enhedslisten ikke det, der ligger på bordet nu.«

Ingen ønsker nok en direkte konfrontation mellem Rusland og NATO, men Enhedslistens fedtspilleri er efterhånden pinligt. Enhedslisten og Flyvholm har også tidligere udvist forståelse for Ruslands geopolitiske bekymringer, men nu må det efterhånden stå klart selv for dem, at forståelse alene ikke kan være løsningen.

Enhedslistens udmelding fik Venstres Torsten Schack til at fare i blækhuset:

'Må historien dømme Enhedslisten hårdt og retfærdigt for deres nej til at støtte regeringens beslutningsforslag om at levere militær bistand til NATO i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine,' skrev han på det sociale medie Twitter.

Mon ikke, det er præcis det, historien har tænkt sig at gøre. Og lad bare vælgerne gøre det samme, når krydset skal sættes næste gang.

Et stærkt NATO er nemlig et vigtigere signal til Putin end nok så mange ukrainske flag på nok så mange profilbilleder på Facebook.