Roger Walkowiak var en af Tour de France-historiens mest sensationelle vindere, men nu er franskmanden død – 89 år gammel. Det skriver L’Équipe.

Roger Walkowiak døde ifølge den franske avis ind i sit hjem tæt på Vichy, hvor familien vågede over ham, da dødsøjeblikket indtraf.

Han kørte sit første Tour de France i 1951, men en placering som nummer 57 i sin debut, nummer 47 i 1953 og nummer 75 i 1958 fortæller historien om, hvor stor en præstation det var, da Roger Walkowiak kørte allerstærkest i 1956 og vandt Tour de France for første og eneste gang i karrieren.

Roger Walkowiak vandt nemlig Tour de France i 1956 foran den siden legendariske Jaques Anquetil. Anquetil var favorit til at vinde i 1956, men her kunne han altså ikke køre fra Walkowiak. Anquetil vandt dog året efter, og han endte med at vinde Tour de France fem gange, mens Walkowiak altså blev nummer 75 samlet i 1958.

Roger Walkowiak fik aldrig rigtig den anerkendelse, som han fortjente i Frankrig, hvor publikum ifølge L´Équipe var skuffede over, at det var en ukendt rytter, der endte med at vinde løbet – helt uden at vinde en etape undervejs.

Han blev inspiration til udtrykket at ”lave en Walko”, der blev brugt, når sportsudøvere vandt overraskende eller uden at overbevise. Det gjorde han i 1956, og tirsdag gik han altså bort hjemme i Vichy.