Den udskældte angriber Fred, der er blevet symbolet på kollapset brasiliansk landshold, kvitter nu landsholdet.

En skuffende fjerdeplads var ikke nok for de forventningsfulde brasilianske fans, og nu tager angriberen så konsekvensen af kritikken og indstiller karrieren på landsholdet:

- Jeg er færdig med landsholdet. Vi var ikke gode i de to sidste kampe, men ingen enkeltperson bærer ansvaret. Jeg kan bare sige, at det ikke kun var Freds fejl, siger Fred ifølge avisen Estado de Sao Paulo.

I semifinale-ydmygelsen mod Tyskland tirsdag aften blev Fred buhet fra banen, og gennem hele VM-slutrunden er den ellers så populære angriber blevet hårdt kritiseret for at være for lad i sin attitude samt for ikke at være god nok til holdet.

30-årige Fred, der tidligere har optrådt for franske Lyon, nåede 39 kampe og 18 mål i den gule trøje. Fremover vil han så kun være til rådighed for Fluminense, hvor han med stor succes har spillet siden 2009.