Et særdeles, usædvanligt par forårsagede en trafikprop i bymidten af den kinesiske millionby Fuzhou. Det skete, da en kvinde luftede sin kæreste i hundesnor.

9. september mødte et bizart syn fodgængerne i bymidten af den travle hovedstad i provinsen Fujian, da en kvinde trak sin kæreste efter sig i hundesnor. Iført halsbånd og knæbeskyttere fulgte den kravlende fyr pænt efter sin kæreste.

Det skriver People’s Daily Online ifølge Daily Mail.

Trafikken gik i stå, da bilister og fodgængere stoppede op for at betragte det besynderlige optrin, men manden lod sig tilsyneladende ikke gå på af de måbende ansigter, da han proklamerede, at han var en hund og ikke et menneske. Hun klappede ham bare på hovedet og ignorerede, at bilisterne dyttede af dem.

Det endte med, at politiet måtte rykke ud for at opløse trafikproppen. Her gav de manden og kvinden nogle store ord med på vejen.

Tilskuere til det opsigtsvækkende optrin har delt billeder på de sociale medier i Kina, hvor folk lader til at være uforstående over for seancen.

På det kinesiske sociale medie Weibo er der flere, som undrer sig over billederne.

»Hvorfor har han tøj på, hvis han er en hund,« skriver en bruger.

En anden spørger, om manden slet ikke har nogen værdighed, og en tredje bruger tænker kun på, hvordan mandens forældre vil have det, hvis de ser billedet af deres søn i den meget alternative stilling.