Den engelske højrefløjsaktivist Tommy Robinson er kommet i modvind, efter han kort tid efter nattens angreb på moskéen ved Finsbury Park i London anklagede medlemmer af selve moskéen for at stå bag.

Det skriver news.com.au.

Metropolitan Police i London har bekræftet, at én person er omkommet, efter en varevogn kort efter midnat natten til mandag påkørte en gruppe muslimer på vej hjem fra midnatsbøn. En 48-årig mand er blevet anholdt og at dømme ud fra en video i forbindelse med anholdelsen, lader det til, at gerningsmanden er en hvid mand.

Men at det skulle være tilfældet, har Tommy Robinson svært ved at se – han mener i stedet, at det meget vel kan være personer fra den involverede moskée, Finsbury Park Moské, som står bag angrebet. Derudover påstår han, at moskéen i flere år har stået bag radikaliseringen af flere muslimer.

Det gør han klart i en næsten to minutter lang video, som han lagde op på det sociale medie Twitter i kølvandet på angrebet:

’Fakta er, at moskéen ved Finsbury Park er blevet brugt som et center for had. Den har radikaliseret masser af mennesker i årenes løb. Det er fakta, det er ikke noget, jeg finder på.'

'Jeg siger, at når sådan nogle ting sker, leder folk altid efter en grund til hvorfor. Vi ved ikke, om han var skide fuld eller hvid – men han så ikke hvid ud i mine øjne,‘ siger Tommy Robinson blandt andet.

Se hele videon her:

Tommy Robinson har i mange år været et markant ansigt udadtil for den engelske højrefløj. I dag er han en ledende skikkelse i den anti-islamiske organisation Pegida UK, og tidligere har han været talsmand og leder af English Defence League, som protesterer mod islam. Derudover er han forfatteren bag flere bøger, som kritiserer islam.

Hans video har fået flere folk til at rase på det sociale medie:

'Kun få timer efter, og du siger, 'hvad sagde jeg', i stedet for at vise sympati med ofrene. Fjern det smil af dit ansigt. Skamfuldt,' skriver Rhys James.

'Jeg siger ikke, at jeg ønsker dig død, men har du ikke noget hjerte? De døde mennesker har familie, og de døde, fordi en mand ønskede retfærdighed??,' skriver pray for the world.

'Jeg kan ikke forstå, hvor usympatisk Tommy Robinson kan være, kun få timer et angreb på menneske liv,' skriver Sheena Meena Tania.

Det er endnu ikke blevet meldt ud af de engelske myndigheder, om angrebet på moskéen betragtes som en terrorhandling.