To sager om sexmisbrug om børn har bragt det hæderkronede BBC i knæ. Først kom det frem, at den tidligere så elskede TV-vært Jimmy Savile var en endog særdeles aktiv pædofil i sin tid på BBC, og så bragte programmet Newsnight et indslag, der rettede falske sexbeskyldninger mod en tidligere Thatcher-rådgiver.

Indslaget i Newsnight fik den nyudnævnte generaldirektør, George Entwistle, til at træde tilbage i weekenden, men det er langt fra den eneste ændring, der er brug for i BBC, erklærer formanden for det statsejede medieselskabs bestyrelse, Chris Patten.

Han frygter ifølge nyhedsbureauet Reuters, at BBC er dødsdømt, hvis det ikke genvinder den britiske befolknings tillid.

- Grundlaget for BBCs position i dette land er, at folk stoler på os. Hvis BBC mister den tillid, er det slut, siger Patten, der varsler en gennemgribende omstrukturering af selskabets struktur.

Sagen om de falske sexbeskyldninger handler om en sag fra det nordlige Wales, hvor børn på børnehjem angiveligt er blevet udsat for omfattende og systematisk misbrug i årene 1974. Et vidne, som BBC interviewede i forbindelse med Newsnight-indslaget, udpegede forhenværende premierminister Margaret Thatchers rådgiver, Lord McAlpine, som en af de skyldige, men det viste sig at være en fejl.

Indslaget var blevet godkendt op gennem BBCs mange ledelseslag helt op til generaldirektøren, der efterfølgende erkendte, at han ikke havde spurgt til den angivelige gerningsmands navn, før det dukkede op på nettet.

Den afgående generaldirektør er blevet beskyldt for at være inkompetent, men andre kritikere peger på det omfattende bureaukrati i BBC som årsag til krisen. Den holdning deler formanden.

- Jeg fortalte en vittighed, da jeg begyndte i BBC, og faktisk var den slet ikke sjov: Der er flere ledere i BBC, end der er i det kinesiske kommunist parti, siger Chris Patten til Reuters.

Generaldirektørens beslutning om at træde tilbage bliver i øvrigt også en dyr omgang for BBC, der er verdens største medieselskab. George Entwistle, som var topchef for selskabet i blot 54 dage, får en fratrædelsesgodtgørelse på 450.000 pund - 4,2 millioner kroner - hvad der svarer til en årsløn.

Beløbet kritiseres af flere ledende parlamentsmedlemmer, heriblandt den konservative John Whittingdale, der er formand for kulturudvalget i parlamentets underhus.

- Folk vil blive dybt overraskede over, at en person, der var ansat i så kort tid og var nødt til at forlade jobbet på grund af disse omstændigheder, kan tage 450.000 licens-pund med sig, siger han til BBC.

I selskabet forsvarer man sig med, at den tidligere generaldirektør forsat vil være tilknyttet BBC, blandt andet for at hjælpe med udredningen af de to penible sager.