Der er foreløbigt ingen meldinger om dræbte i Fiji efter cyklonen Evans hærgen, og det lader heller ikke til, at der har været danskere i området, lyder det fra Udenrigsministeriet.

FIJI: Mere end 8.000 mennesker, heriblandt en del udenlandske turister, blev mandag aften evakueret til i alt 137 evakueringscentre i Fiji på grund af cyklonen Evans ankomst, fortæller informationsministeriet ifølge BBC. Der er foreløbigt ingen meldinger om dødsfald og ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice har ingen danskere meldt sig hos det danske konsulat i hovedstaden Suva.

- Vi er ikke blevet kontaktet af nogle danskere og har ikke informationer om, at der skulle være danskere, der har behov for bistand i det ramte område, siger Lone Holm, Udenrigsministeriets Borgerservice, til Berlingske Nyhedsbureau.

Da Evan i sidste uge ramte Samoa blev mindst fire personer slået ihjel på grund af det voldsomme uvejr. Stormen var mandag aften lokal tid en såkaldt »kategori fire« storm, da den ramte Fiji og flåede palmetræer op med rødderne, rev tagstykker af huse og fik elkabler til at falde ned. Allerede tirsdag morgen lokal tid havde Evan ifølge Fijis Meteorolgiske Institut imidlertid mistet en stor del af pusten, og cyklonen forventes at aftage yderligere på sin videre færd sydpå.

Hos Udenrigsministeriets opfordrer man fortsat rejsende til at lytte til de lokale myndigheders anvisninger.

- Udenrigsministeriet følger selvfølgelig sagen og har kontakt til konsulatet i Suva. Hvis der måtte være danskere i området, opfordrer vi fortsat til, at man følger de lokale myndigheders råd, siger Lone Holm.