Caroline Wozniacki er klar til kvartfinalen i WTA-turneringen Hong Kong Open.

Torsdag slog hun briten Heather Watson sikkert i to sæt med 6-3, 6-3.

I kvartfinalen venter kineseren Qiang Wang, der slap for at spille sin kamp i anden runde, da tredjeseedede Johanna Konta trak sig.

Qiang Wang, verdensranglistens nummer 73, og Wozniacki har mødt hinanden to gange før, og det er endt med en sejr til hver. Danskeren vandt det seneste møde i Beijing sidste år.

Torsdagens Wozniacki-sejr over Heather Watson kom i hus efter en svag dansk start.

Hurtigt kom Wozniacki bagud 0-2, men danskeren svarede tilbage ved at bryde Watsons serv to gange, og siden tog Wozniacki sig af sætsejren på 6-3 ved at bryde briten igen.

Heather Watson virkede medtaget af kampens udvikling i begyndelsen af andet sæt og lod sig hurtigt bryde og kom bagud 0-2.

Siden samlede briten sig selv op og brød Wozniacki tilbage til stillingen 2-2.

Danskeren kom foran 3-2, før et spektakulært parti udspillede sig. Gennem mere end et kvarter drev de to spillere rundt med hinanden på banen, og adskillige muligheder for at vinde partiet blev misbrugt af dem begge.

Til sidst var det Wozniacki, som trak sig sejrrigt ud af maratonpartiet, og dermed var hun foran 4-2.

Det kunne have været kampens afgørelse, men i løbet af halvandet minut brød Heather Watson rent tilbage.

Igen brød Wozniacki, og denne gang var det afgørelsen, da hun efterfølgende selv holdt serv.

Det var danskerens første sejr over Heather Watson. De to har mødtes en gang tidligere, det var i Mexico tidligere på året.

/ritzau/

Læs herunder BTs dækning fra kampen mod Heather Watson.