Der gik ikke mange timer efter Caroline Wozniacki havde tabt sin tredjerundekamp ved Grand Slam-tennisturneringen Australian Open til Johanna Konta, før hun havde forladt Melbourne.

»Farvel Australien. Hej søvn! Væk mig igen, når januar er slut,« skrev hun lørdag eftermiddag på Twitter og demonstrerede, at humøret var genskabt.

Men økonomisk fik Caroline Wozniacki også en masse ud af sin Australian Open-deltagelse:

Således indkasserede den 26-årige dansker en pengepræmie på 130.000 australske dollars; cirka 685.000 danske kroner.

Resten af måneden kan Caroline Wozniacki tage det stille og roligt. Først i midten af februar er hun tilbage på WTA Touren, da hun er tilmeldt turneringer i Qatar og Forenede Arabiske Emirater.

»Selvfølgelig er det ærgerligt, at Caroline allerede er ude af Australian Open,« siger hendes tidligere træner Michael Mortensen til bt.dk og tilføjer:

»Men hun mødte i Johanna Konta en spiller, der på dagen var bedre end hende.«

Michael Mortensen, der nu er tenniskommentator på tv-kanalen Eurosport, vurderer dog, at Caroline Wozniacki har haft en godkendt start på sæsonen.

»Den er klart bedre end i fjor, hvor hun jo desværre var skadesplaget. På baggrund af dette har hun frem til US Open (i slutningen af august, red.) ikke mange verdensranglistepoint at forsvare. Det betyder, at hun har gode muligheder for at avancere fra sin øjeblikkelige 20. plads til top 10,« siger Michael Mortensen.