Han fortalte det ikke til en sjæl de første to år. Han ønskede bare at dø. Det var jo det, de gjorde, de aids-ramte. Svandt ind til skeletter, som blev livet suget ud af dem. Hvis bare han døde, slap han for at se skammen og skylden i øjnene. Undgik at opleve familien og omgangskredsen vende ham ryggen.
I sensommeren 1987 blev 24-årige Preben Bakbo Sloth indlagt på Rigshospitalet til observation for meningitis. Hans kirtler var hævede, hans temperatur alarmerende. Men da feberen var faldet igen, fandtes der stadig intet svar på, hvorfor den ellers raske unge mand var blevet så akut syg. Indtil lægerne spurgte, om de måtte foretage en hiv-test.- I de tre uger, jeg ventede på svaret, lå jeg i min seng og talte på knapper: Skal jeg leve, eller skal jeg dø? Det var tre uger i helvede. Jeg bad til Gud om, at hvis bare den prøve var negativ, så skulle jeg nok lade være med at røre en mand igen, siger Preben Bakbo Sloth.
I 24-årige Prebens sind var aids Guds straf til homoseksuelle. Sådan var holdningen i det indremissionske landsbysamfund, han var vokset op i, og sådan var forklaringen stadig i brede kredse midt i 1980erne.
Mærkesag for rige og kendte
Det var før Queen-forsangeren Freddie Mercury og speedsnakkeren fra tv, Kim Schumacher, døde af aids, og kampen mod sygdommen blev en mærkesag for de rige og kendte. I midt-1980erne brugte medierne endnu ord som ’bøssepest’. Storhittet ’Den, jeg elsker...’, som skulle minde os alle om at passe på hinanden, var endnu ikke skrevet.
De aids-syge og deres nære i den vestlige verden famlede i blinde for at finde et ståsted i forhold til sygdommen.
De første rapporter om aids var kommet fra USAs homomiljø få år tidligere på et tidspunkt, hvor de homoseksuelles foreninger endelig havde opnået tolerance, respekt og politisk accept. Nu truede aids – og angsten for sygdommen – med at slå alt tilbage til start. ’Efter festen kom pesten,’ som homoseksuelle har udtrykt det.
- Sygdommen var, syntes mange i det omgivende samfund, straffen for vores livsførelse. I begyndelsen følte jeg mig også ramt – og det var såmænd retfærdigt nok. For jeg levede jo et ’syndigt liv’, siger Preben Sloth.
Livet som den helt unge Preben var svært i forvejen. Han blev tidligt klar over, at han var homoseksuel, men med sin baggrund i kirken – først Indre Mission, siden i frikirke – håbede han på, at det gik over, hvis bare han mødte den rigtige pige, eller hvis han via sin tro en dag snublede over en indlysende løsning.
Dobbeltliv
Snart levede han et dobbeltliv, hvor han opretholdt facaden som intelligent, ung blomsterdekoratør med ambitioner om universitetsstudier, men inderst inde drømte han om at finde en spændende og kreativ fyr, som han kunne rejse verden rundt med.
Den drøm brast sammen med alt andet, da han i oktober 1987 fik resultatet af hiv-testen.
- Få nu det bedste ud af de fem år, du har tilbage, sagde lægen.
Reelt var der ikke noget meningsfuldt at sige. Det var en dødsdom. En så skamfuld dødsdom, at Preben ikke gik ud og levede livet, men gik i stå.
En trykkoger af angst
- Af frygt for at nogen skulle få mistanke, stivede jeg facaden endnu mere af og trak mig fra alle relationer. Jeg oplevede folk omkring mig tale om, at de var bange for at få aids i svømmehallen.
Det voksede indeni mig. Jeg var en trykkoger af angst. Alle forestillingerne om, hvor alene og isoleret jeg ville blive, voksede til enorme dimensioner.
Preben vidste med sikkerhed, hvorfra han havde smitten. En sommerkæreste, Lennart fra Sverige, var eneste mulighed.
- Jeg tog over for at konfrontere ham med, at jeg var hiv-positiv. Han brød sammen og tilstod, at han var smittet, og jeg blev enormt vred og råbte og bandede ad ham. Jeg ønskede ham alt muligt grimt, smækkede med døren og tog hjem til København, siger Preben Sloth. De talte ikke sammen igen, og Lennart døde af aids tre år senere.
- Jeg har tilgivet ham nu. Jeg gav ham skylden i nogle år, for jeg kunne slet ikke holde ud at tænke på, at jeg selv havde handlet skødesløst, siger Preben Sloth.
Først to år efter beskeden fra lægerne opsøgte Preben Sloth andre hiv-smittede. Han forlod frikirken, da han begyndte at tro på, at hverken Gud eller hans venner ville forlade ham, homoseksuel hiv-smittet eller ej.
- Min tanke var, at de sidste tre år ikke skulle være det samme helvede som de første to. Det var ren nedtælling. Alle planer og drømme om at læse på universitetet satte jeg i bero, for det ville jo være udsigtsløst. Hver gang jeg følte lidt utilpashed, en lille plet på huden, lidt hævede kirtler, tænkte jeg, at nu er det nu. Nu sker det.
Skamfuldt for de ældre
Spørger man, hvordan Preben fik det fortalt til sin familie, svarer han:
- Fy for helvede – nu skal jeg have en cigaret.
Det skete først efter fire-fem år. Det er stadig noget, familien nødigt taler om. Det er skamfuldt for den ældre generation, tror han. I vennekredsen, især i det homoseksuelle miljø, oplevede han derimod fra begyndelsen omsorg og kærlighed.
- Det viste sig, at det var vældig få, der trak sig fra mig. De fleste af mine bange anelser og negative forventninger blev ikke indfriet.
Prisen for involveringen i hiv-miljøet var nogle år, hvor Preben gik til begravelser, som andre går til fødselsdage.
- Det var et helvede i begyndelsen af 1990erne: Rigtig mange venner og kampfæller blev syge og døde. Enten meget pludseligt eller efter lange, udmagrende forløb. Jeg kan huske et efterår, hvor jeg var til seks nære venners begravelse. Jeg sad der og tænkte: ’Farvel og tak, Jesper’. ’Farvel og tak, Christian’. Hvornår er det mig, de samles om?
Det er en meget slank, men klarøjet Preben Sloth, vi møder i hans lejlighed i københavnsområdet næsten 20 år senere. Næste år fejrer han sølvbryllup med hiv-virussen.
Slankheden ligger til familien og skyldes jævnlige løbeture. Femårsdagen for diagnosen, hvor Preben for længst burde være død og borte, kom og gik. Han fejrede den – 2. oktober 1992 – med en god middag og har gjort det hvert år siden: udbragt en skål for livet.
Kronisk sygdom
Forskellen er medicinen. I midt-1990erne blev den immunforsvarsstyrkende kombinationsmedicin opfundet. På få år styrtdykkede antallet af aids-relaterede dødsfald i den vestlige verden. Hiv gik fra at være et dødsstempel, som prægede en hel generations sexvaner, til en kronisk sygdom. Men ikke helt, siger Preben Sloth.
- Det er en kronisk sygdom i medicinsk og biologisk forstand, men det stigma, der er knyttet til hiv og aids, findes ikke ved andre kroniske sygdomme. Jeg oplever det som endog større end for 15 år siden. De, der bliver smittet med hiv i dag, har det ikke specielt nemt. Der er ikke den samme omsorg, solidaritet og medfølelse mere.
Først de senere år er Preben selv begyndt at tro på, at han har en – lang – fremtid foran sig. Ved siden af sit job på en institution for handicappede er han endelig begyndt at læse på universitetet.
- Følelsen af, at det ikke kunne betale sig at lægge planer prægede mig op gennem 1990erne. Men i 2001 begyndte jeg på HF med bevidstheden om, at jeg måske – måske – kunne nå at gøre det færdigt. De, der bliver smittet i dag, kan regne med at leve i 40 år, siger lægerne. Jeg tror faktisk, jeg bliver en gammel mand. Jeg har endda fået en pensionsopsparing.
