HB Køges træner Tommy Møller Nielsen indlagt med kraniebrud efter biluheld i Odense

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Torsdag morgen klokken 07.30 blev HB Køges cheftræner Tommy Møller Nielsen påkørt af en bilist, da han var ude på sin sædvanlige lange morgencykeltur i Kerteminde, skriver HB Køge på klubbens hjemmeside.

Det var ifølge hjemmesiden en virkelig alvorlig ulykke, og det kunne være gået meget værre end det gjorde.

- Cyklisten er blevet kørt til OUH med svære skader i hovedet, sagde Lars Fredensborg, der er vagtchef ved Fyns Politi, til Fyens Stiftstidende om ulykken.

Han berettede videre, at en lægebil og en ambulance blev sendt af sted. Ifølge vagtchefen var cyklisten dog ved bevidsthed, da redningsfolkene nåede frem.

Tommy Møller Nielsen mistede ifølge HB Køges hjemmeside 1 1/2 liter blod i forbindelse med ulykken og har desuden pådraget sig kraniebrud

- Det er et såkaldt liniekraniebrud, men uden noget er forskubbet, skriver klubben og udtrykker håb og forventning om, at cheftræneren inden de næste par dage kan forlade hospitalet.

- Så må vi se, hvornår han igen er tilbage på jobbet her i klubben, fortæller sportsdirektør Per Rud, der i to omgange har talt med en meget omtåget Tommy Møller Nielsen.

- Tommy skal bare tage al den tid, han behøver for at komme sig, men som jeg kender ham, så bliver det nærmest vores opgave at holde ham væk, indtil han er klar til at genoptage træningen her.

Assistenttræner Per Frandsen kommer i den kommende tid til at tage sig af træningen i den tidligere Superliga-klub, der rykkede ned fra landets bedste række efter den netop overståede sæson.