De forsvarende danske mestre AaB måtte skuffende nøjes med 0-0, da de mødte Sønderjyske på udebane i begge holds første superligakamp i denne sæson.

Før sæsonen har nordjyderne hentet deres tidligere topscorer Nicklas Helenius hjem, men angriberen måtte tage plads på bænken og blev først skiftet ind efter 67 minutter. Men ikke engang med den Aston Villa-ejede angriber på banen formåede AaB for alvor at true Sønderjydernes forsvar.

Kampen igennem var det faktisk det undertippede hjemmehold, der var farligst. Godt nok havde aalborgenserne bolden mest, men de formåede aldrig at kombinere sig frem til åbne chancer. 

Efter 10 minutter forsøgte Sønderjyske sig første gang. Bjørn Paulsen erobrede energisk bolden et par meter uden for AaBs straffesparksfelt. Han tog et træk, men sparkede desværre for sønderjyderne et godt stykke forbi mål.

Efter 35 minutter viste den tilbagevendte AaB-spiller Thomas Enevoldsen, at han trods ganske få spilleminutter i sidste sæson for sin daværende klub Mechelen ikke har mistet den hurtighed, der for få sæsoner siden gjorde ham til landsholdsspiller. 

Enevoldsen udfordrede på venstrekanten og gled let forbi sin direkte oppasser, men en Sønderjyske-spiller kom akkurat først på hans ellers gode indlæg inde foran mål og sparkede til hjørne.

I anden halvleg fortsatte Sønderjyske det opportunistiske angrebsspil. Den bedste mulighed kom efter 70 minutter, da en af kampens bedste spillere, Johan Absalonsen, slap igennem i venstre side. Vinklen blev dog lidt for spids, og afslutningen voldte derfor ikke AaB-målmand Nicolai Larsen de store problemer.  

Dermed sluttede det med et enkelt point til hvert hold.