Ståle Solbakken og FC København har været igennem nogle hårde uger med to nederlag i Superligaen og to nederlag i kvalifikationen til Champions League, men søndag aften var der lidt oprejsning for de danske vicemestre. På udebane mod OB hentede man alle tre point via en 1-0-sejr. 

Målet kom i overtiden af første halvleg, og det var ingen andre end den tidligere OB-spiller Bashkim Kadrii, der gjorde det onde ved sine gamle holdkammerater og blev matchvinder. Kadrii udnyttede, at Daniel Høegh ikke fik clearet et indlæg, og med det skarpe venstreben smækkede han bolden op i det højre hjørne af målet. 

Inden sit afgørende mål var Bashkim Kadrii også tæt på at score på et hårdt indlæg fra Andreas Cornelius, men hovedstødet ramte forbi Mads Toppels mål. OB-målmanden måtte i anden halvleg måtte lade sig udskifte med Emil Ousager på grund af en skulderskade, som han fik i en duel med Cornelius. 

OB kunne lige så vel være ærgerlige over, at det ikke blev dem, der scorede åbningsmålet, for kort efter Kadriis missede hovedstød fik Thomas Mikkelsen en stor mulighed for at komme på tavlen, men Stephan Andersen i FCK-målet fik benet på angriberens afslutning, og bolden røg ud af farezonen, da den ramte overliggeren. 

Hjemmeholdet forsøgte at etablere et pres på FC København, men gæsterne lykkedes med at få lullet kampen i søvn, og dermed rejste det københavnske storhold hjem med alle pointene. 

Sejren bringer FC København op som et midterhold i Superligaen, mens OB ligger lige over nedrykningsstregen.