Med Hap og Leonard befinder vi os et sted midt i kiosklitteraturen. Vi snakker tabermænd med korte lunter i små flækker, der bøver berusede rundt og knalder alt med en puls, mens rykkerne hober sig op i postkassen. Den er den slags romaner Joe R. Lansdale excellerer i. Alt handler om atmosfære, tone og den helt særlige Texas-kulisse, der kommer så let til den 64-årige forfatter. Historierne er til gengæld ofte bemærkelsesværdigt ordinære – noget der er væsentlig sværere at skjule, når bogforlægget forvandles til en seks afsnit lang miniserie.

Men lad os starte et helt andet sted. Året er 1988. Hap Collins (James Purefoy) og Leonard Pine (Michael K. Williams) har ikke salt til et æg. Som daglejere på en rosenplantage hænger de konstant med røven i vandskorpen, og da en håndfuld endnu billigere mexicanere dukker op, ryger de for alvor ud på røv og albuer. Det gør dog intet da Haps gamle flamme, den veldrejede Trudy (Christina Hendricks), pludselig dukker op af fortiden med tilbud om at deltage i en vaskeægte skattejagt: En million dollar i bagagerummet på en bil et eller andet sted i en texansk flod.

Læs også: Kriminalserien Bosch får endnu en sæson hos Amazon

Problemet er bare, at det er tyve år siden den gik til bunds og at det eneste pejlemærke, en rusten bro, måske slet ikke findes længere. Hap er dog fortrøstningsfuld (eller måske bare liderlig) for han indvilliger i at tage med ud på skattejagten, hvis bare Leonard også må komme med. Herfra rodes de to temperamentsfulde bøvernikker ind i et værre morads med hippieekskærester, overvægtige tumper og en bombemand med et vansiret ansigt.

Hap and Leonard er en temmelig ukompliceret affære i hænderne på Jim Mickle og Nick Damici. Tempoet er lavt, flashback-sekvenserne der skal etablere figurerne mange og fremdriften tæt på ikke-eksisterende i store dele af løbetiden. Vi er to afsnit inde i serien før bilen overhovedet findes, et afsnit mere før noget der minder om en gevinst hives op fra flodens grumsede bund og endnu et afsnit før de render ind i seriens to skurke, Soldier (Jimmi Simpson) og Angel (Pollyanna McIntosh) – to figurer der i øvrigt ville passe bedre end i et eventuelt tredje kapitel af Quentin Tarantinos ultravoldelige Kill Bill-filmserie.

Læs resten af anmeldelsen her
Vil du løbende have nyheder fra streaming-fronten, så giv Stream et Like på Facebook.