Vores danske drenge skal i gang med deres svendestykke. U21-EM begynder nu. Og vi spiller som bekendt selve åbningskampen onsdag aften mod de tjekkiske værter. Talentfulde er vores drenge - og sprængfyldte af selvtillid. Og dét i en grad, så de ser sig selv som favoritter - selvudråbte ganske vist - men pressen er enig.
Vores danske drenge skal i gang med deres svendestykke. U21-EM begynder nu. Og vi spiller som bekendt selve åbningskampen onsdag aften mod de tjekkiske værter. Talentfulde er vores drenge - og sprængfyldte af selvtillid. Det i en grad, så de ser sig som favoritter - selvudråbte ganske vist -men pressen er enig.
Den danske presse ganske vist, men det er jo også den, spillerne læser, og deres selvtillid vokser helt sikkert yderligere med de optimistiske og opmuntrende ord i aviserne. Så ok. Men der er nok ingen tvivl om, at både englænderne og tyskerne mindst har et par hold højere på deres favoritliste, og det samme kan helt sikkert siges om italienerne og portugiserne.
Men Danmark stiller faktisk også med et rigtig godt hold. Og den kolorit og frækhed, som vi i mange år har savnet i dansk fodbold, får vi i den grad med denne gyldne generation. Den modne og kedelige kunne måske finde på at sige, at det er godt med selvtillid og selvfølelse, men den, der kan, taler ikke, og den, der taler, kan ikke - nok. Men disse spillere har faktisk noget at have snakken i. Og de har en fed udstråling, synes jeg, både individuelt og som hold.
Det er spillere med international erfaring både fra klubhold og landshold, hvor en god del af dem har fulgtes op gennem DBUs aldersbestemte landshold. Nu spænder dette hold faktisk over hele fire årgange fra ' 92 til ' 96, men det bliver det jo ikke dårligere af. Vi har for ganske nylig haft stor glæde af Yussuf Poulsen, Pierre-Emile Højbjerg og Andreas Christensen på vores succesfulde A-landshold. Viktor Fischer, Pione Sisto og Jannik Vestergaard var også med i truppen. Og tolv spillere fra denne unge generation har allerede haft deres debut på A-landsholdet.
Når vi ser på truppen, ser vi spillere med meritter og forudsætninger til at leve op til prædikatet 'Den gyldne generation'. Derfor kan der naturligvis alligevel godt være et stykke vej op til tyskernes, englændernes, portugisernes og italienernes niveau, men det skal netop blive spændende at få syn for sagen i de kommende dage.
De tjekkiske værter skal besejres, tyskerne, som i de flestes øjne er guldfavoritter, møder vi i anden kamp, og så møder vi Serbien i gruppespillets sidste kamp. Dem skal vi også helst kunne slå for at komme med tyskerne til semifinalerne.
Serbien slog Spanien i begge playoff-kampe, men dem er der vist ingen, der regner for favorit, selvom det forekommer at være et solidt og sammentømret hold med en stærk stamme af årgang ' 92. Det skulle da lige være et par stykker af de serbiske spillere eller den serbiske presse måske..
Hvad dækker så over denne gyldne generation. Hvorfor er de så gode? For det er de - se blot på dem, der ikke er med i Prag: FCKerne Andreas Cornelius, Danny Amankwaa og Youssef Toutouh, den skadede Jores Okore, der nu spiller i England, lige som Casper Sloth, der var landets bedste på 8' er-positionen for et par år siden. For slet ikke at tale om Lucas Andersen og Christian Eriksen!
Jeg har hørt nogle pege på det-røde-tråd-koncept som en forklaring. Det vil jeg tillade mig at stille mig skeptisk over for. Det er altid godt med et koncept, der fastholdes og uddannes til, og denne bestemte og ambitiøse stil har man dyrket i DBU-regi i mange år efterhånden. Så spillerne ved, hvad der ønskes af dem, når de spiller på landsholdene.
Måske også derfor ser vi, at U21-holdet de seneste år har leveret pænt, fordi spillerne fra ungdomslandsholdene har kendt den spillestil, man ønsker, men spillerne uddannes først og fremmest i klubberne. Og hverken FCK eller Brøndby har været optaget af 'Den røde tråd' i deres ungdomssektorer. Det har FCM, AaB, OB, Esbjerg eller Randers FC mig bekendt heller ikke. Faktisk dyrker de en helt anden formation end landsholdets, så det er altså ikke det taktiske oplæg, der er 'Den røde tråds' styrke, men mere det faktum, at der er en ensartet spilforståelse op gennem rækkerne.
En del af spillerne er endvidere - i hvert fald i de senere år - uddannet i udenlandske klubber, og det er vist Morten Olsens primære forklaring på den gyldne glans. Jeg er enig i, at det er godt med udenlandsk matchning, og det har gjort godt for spillere som Jannik Vestergaard, Pierre-Emile Højbjerg og Yussuf Poulsen. Og også for flere af de øvrige unge udlandsproffer, som ikke kun tjener deres løn i udlandet, men også rent faktisk spiller for deres respektive klubber i udlandet.
Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er det bedst tænkelige for hverken Danmark eller de bedste danske talenter at komme til udenlandske klubber hurtigst muligt. Det er Kasper Kusk, Casper Sloth, Nicklas Helenius, Andreas Cornelius og mange andre skræmmende eksempler på. Man må heller ikke glemme, at Andreas Cornelius, Danny Amankwaa, Youssef Toutouh, Christoffer Remmer, Riza Durmisi, Christian Nørgaard, der alle er eller havde været med i truppen, hvis det ikke havde været for ulyksalige skader, får både international erfaring og matchning i Brøndby og FCK.
Det samme kan til dels siges om Jonas Knudsen og Nicolaj Thomsen i Esbjerg og AaB, som har spillet mange Europa League-kampe de seneste par år i deres danske klubber. Vi ved jo af gode grunde ikke, hvordan det var gået med disse spillere i udenlandske klubber. Var de blevet endnu stærkere, eller var Jonas Knudsens, Nicolaj Thomsens, Uffe Bechs, Rasmus Falks, Christoffer Remmers og Riza Durmisis udvikling stoppet, som et resultat af, at de havde været periferi-spillere eller end ikke havde spillet i en eventuel udenlandsk klub?
Og hvilken middelmådig belgisk eller hollandsk klub havde der i givet fald været tale om? Blot vil jeg i denne forbindelse sige, at man hverken bør underkende eller undervurdere Superligaen, som stadig er den liga, flest spillere udtages fra - både til ungdomslandsholdet og A-landsholdet. Ligesom både træningskvaliteten, det daglige pres og 'den internationale matchning' i vid udstrækning matches i hvert fald i både Brøndby og FCK.
Men hvorom alting nu måtte forholde sig, hvor bliver det godt at se U21-holdet i den kommende tid i sin helhed og med Yussuf Poulsens energiske dybdeløb og raffinerede tempofyldte en-mod-en-udfordringer, og Pierre-Emile Højbjergs karismatiske spil, der heldigvis præges af iveren efter at skabe noget fremadrettet med indbygget risiko for at mislykkes, når bolden sættes på spil.
De unge mænd er ikke kun store i kæften. De har noget på spil og sætter sig selv ind for sagen. De er lidenskabeligt engagerede fodboldspillere med power og attitude. De har både frækheden, viljen, modet og evnen til at vinde.
Spol blot tilbage til lørdag aften og genkald billederne af disse unge gutter før, under og efter kampen. Det er det, store spillere er skabt af. Det er det, der skaber god underholdning, og det er det, som både folket og trænerne vil have. Det er det, det danske A-landshold lever af og har savnet i mange år. Og det er lige netop derfor, vi har og elsker denne nationalromantiske institution, som landsholdet er.
