Et salg af målmand Kim Christensen i FC Nordsjælland tog yderligere fart onsdag, efter klubben hentede den tidligere U/21-landsholdskeeper, Theis Rasmussen.

SAS Liga-klubben FC Nordsjælland har onsdag valgt at hente den tidligere U/21-landsholdsmålmand Theis Rasmussen, der har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2009.

Dermed ser det unægteligt ud til, at FCN sælger klubbens hidtidige førstemålmand, anføreren Kim Christensen, som meldes på vej til svenske IFK Göteborg.

- Theis er en meget kompetent målmand, som vores to målmandsansvarlige John Bredal og Lars Høgh har givet varme ord med på vejen. Vi har i lang tid haft Jesper Hansen kørt i stillingen til at tage over fra sommer af, hvor Kim Christensens kontrakt udløber, men med Kim Christensens sandsynlige tidligere exit, så var det en topprioritet, at vi straks hentede en keeper med rutine fra SAS Ligaen. Det er nu sket, og vi kan nu med tilfredshed konstatere at det høje konkurrenceniveau blandt målmændene fastholdes, siger FCN's sportschef Jan Laursen i en pressemeddelelse.

Den 23-årige Rasmussen var på en amatørkontrakt hos Frem, hvor han er blevet hentet. Derfor fik FCN også dispensation til at tilknytte målmanden af Dansk Boldspil-Union. /ritzau/