Den voldsomme skum fra den første del af etableringen af den kunstige ø Lynetteholmen har forhøjede værdier af oliestoffer og tungmetaller.

Det viser prøvesvar af skummen, som COWI har lavet for By & Havn.

Prøvesvarerne er lavet, efter det er kommet frem, at skum fra etableringen af Lynetteholmen har fået Margretheholms Havn til at ligne et gråt månelandskab.

»Jeg har boet her i snart otte år, og jeg har aldrig set noget lignende,« sagde Mikkel Eggers, der bor tæt på Margretheholms Havn, til B.T. 29. april.

Her ses billede af Margretheholms Havn på Refshaleøen i april, hvor det væltede ind med gråt skum. Foto: Privat.
Her ses billede af Margretheholms Havn på Refshaleøen i april, hvor det væltede ind med gråt skum. Foto: Privat.
Vis mere

B.T.s afdækning fik By & Havn til at beklage, at der var kommet så store mængder gråt skum, og der blev sat yderligere flydespærrere op for at dæmme op for skummet i Margretheholms Havn.

I et sammenfattende notat fra Teknik - og Miljøforvaltningen fremgår det, at de forhøjede værdier i skummet 'ikke nødvendigvis medfører en væsentlig forurening af havvandet eller havbunden'.

Hvorfor der er forhøjede værdier af oliestoffer og tungmetaller i skummen, er lige nu et stort spørgsmål.

Prøvesvarerne viser nemlig, at det sand, der er brugt til byggeriet, og som har medført skumproblemerne, er rent.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har derfor bedt By & Havn redegøre for, om der kan være sket forurening af vandet og havnebunden efter dannelsen af skummet.

»Vi er tilfredse med, at vi nu har et fuldstændigt bevis på, at det sand, som vores entreprenør har brugt, er rent,« siger Ingvar Sejr Hansen, der er udviklingsdirektør i By & Havn, og tilføjer:

»Når det er sagt, skal vi selvfølgelig have fundet årsagen til, hvad der er skyld i, at skummet har forhøjede værdier.«

By & Havn afventer nu en ny redegørelse fra COWI om årsagen til de forhøjede værdier.