»Det bekymrer mig meget. Min datter på ti år har værelse med vindue lige ud til byggeriet.«

Ordene kommer fra Mikkel Jochimsen, der sammen med sine børn Regitze og Johannes bor på femte sal på Magretheholmsvej tæt på Københavns havn, hvor det meget udskældte byggeri af den kunstige ø, Lynetteholmen, efter flere års ventetid skal i gang med at blive bygget.

B.T. kan nu vise kort over, hvor meget støj byggeriet forventes at give københavnerne, og ikke mindst, hvilke dele af hovedstaden der bliver hårdest ramt. Samtidig kommer det nu for første gang frem, hvilken præcis dato det larmende byggeri af Lynetteholmen skal begynde.

Og det er et ret opsigtsvækkende tidspunkt.

Mikkel Jochimsen (th.) ved siden af naboen Sebbe Selvig (tv.) ved siden af havnen på Margrethesholm, hvor Lynetteholmen meget snart begynder at blive bygget. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd.
Mikkel Jochimsen (th.) ved siden af naboen Sebbe Selvig (tv.) ved siden af havnen på Margrethesholm, hvor Lynetteholmen meget snart begynder at blive bygget. Foto: Jacob Crawfurd/Byrd.
Vis mere

B.T. er i besiddelse af en tidsplan for byggeriet af Lynetteholmen, som direktionen hos selskabet By og Havn har fået udarbejdet til planlægningen af første del af det enorme byggeprojekt.

Her står, at det konkrete byggeri er sat til at starte lige præcis, når skolebørnene i København begynder deres juleferie.

I tidsplanen står, at selve klargøringen til første del af den kunstige ø begynder 17. november med 'byggepladsindretning' og 'mobilisering' af relevante køretøjer og udstyr til byggeriet.

En måned efter, helt præcis fredag 17. december, starter det egentlige og støjende byggearbejde så.

Det er altså præcis samme dag som starten på skolernes juleferie i netop Københavns Kommune.

Anlægschefen i By og Havn, Hans Vasehus, bekræfter, at selve arbejdet står til start, lige når juleferien begynder.

»Af tidsplanen fremgår forventet kontraktindgåelse 16. november og derefter en periode på en måned med udarbejdelse af arbejdsplan, mobilisering, projektgennemgang, sikkerhedskoordinering, førgennemgang og byggepladsindretning. Selve anlægsarbejdet er i den foreløbige tidsplan sat til at starte 17. december,« siger Hans Vasehus, der slår fast, at der ikke er nogen sammenfald i datoerne.

Men hvad er det så for larm, der venter københavnerne fra 17. december, hvor julefreden ellers skulle sænke sig?

Her ses en oversigt over, hvordan gennemsnitslyden i hovestaden forventes at blive under første del af byggeriet af Lynetteholmen, der starter 17. december. Den forventede støj står i redegørelse kaldet 'Støj og vibrationer i Lynetteholmen' fra By og Havn.
Her ses en oversigt over, hvordan gennemsnitslyden i hovestaden forventes at blive under første del af byggeriet af Lynetteholmen, der starter 17. december. Den forventede støj står i redegørelse kaldet 'Støj og vibrationer i Lynetteholmen' fra By og Havn.
Vis mere

En redegørelse kaldet 'Støj og vibrationer i Lynetteholmen' fra By og Havn viser, at støjen fra byggearbejdet vil kunne høres i meget store dele af hovedstaden.

Ja, lige fra Gentofte Kommune i nord til midten af Amager Strandpark i syd.

Og i Indre By står byggeriet til at kunne høres ved Peblingesøen som det nok vestligste punkt.

Civilingeniør og medejeren af Dansk Lyd Consult, Birte Been, mener, at det er uheldigt, at starten på det larmende byggeri falder sammen med juleferien.

»Jeg tænker, at flere vil være hjemme i juleferien, og dermed kan omkringboende blive generet mere end til daglig. Af den grund er start 17. december et uheldigt valg,« siger hun.

Ifølge By og Havn går larmen lige fra 40 decibel som det laveste til 75 decibel for dem, der bor på Refshaleøen lige ud for, hvor byggeriet foregår.

Men i redegørelsen er det gennemsnit for larmen i dagtimerne fra klokken 08 til 17.

Dermed viser det ikke, hvor høj den reelle larm bliver, når den er højest.

Facebook-gruppen Stop Lynetteholm afholdt i juni en protest mod byggeprojektet ved Folketingets hovedtrappe. Foto: Erik Helms.
Facebook-gruppen Stop Lynetteholm afholdt i juni en protest mod byggeprojektet ved Folketingets hovedtrappe. Foto: Erik Helms. Foto: Emil Helms
Vis mere

Og det undrer støjeksperten.

»Det er ingen tvivl om, at det er meget højt, når der i starten af byggeriet skal laves spuns, der slås ned med store brag for ligesom at starte byggeriet,« siger Birte Been og fortsætter:

»Derfor vil larmen for hvert slag jo være langt højere end gennemsnittet.«

Anlægschef Hans Vasehus, de tal, der vises i rapporten fra By og Havn, tegner et billede af gennemsnit på støjen. Hvor står der, hvad der er maksimumhøjden, der må måles på noget tidspunkt og ikke bare som et gennemsnit?

Anlægschef Hans Vasehus og direktør Anne Skovbroved ved det område, hvor fremtidens Lynetteholmen skal opføres. Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Anlægschef Hans Vasehus og direktør Anne Skovbroved ved det område, hvor fremtidens Lynetteholmen skal opføres. Foto: Niels Ahlmann Olesen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Der måles i gennemsnitsværdier, fordi de nationale regler er fastsat i forhold til gennemsnitsværdier for støj,« siger anlægschefen.

Mikkel Jochimsen er målløs. Både over den manglende information om maksimal støj samt planen om at starte byggeriet lige ved starten af børnenes juleferie.

»Jeg synes bare, det illustrerer deres tankeløshed. Det er møgfrustrerende som nabo til det hele bare at se, hvordan det her projekt kommer tromlende,« siger han og tilføjer:

»Det er ens hjem, og lad os sige, at larmen bliver meget voldsom i lang tid, så kan vi jo heller ikke lige sælge det til nogen andre, for der er nok ikke nogen, som vil købe det. Så er vi stavnsbundne her.«

TIP OS: Har du en vigtig historie om, hvad der foregår i København, og du synes skal frem i lyset? Send dit tip til tipkbh@bt.dk.