»Det er klamt og uhørt.«
Ordene kommer fra Mikkel Eggers, der ryster på hovedet.
B.T. besøger ham på kajen ved den ellers så hyggelige Margretheholms Havn på Refshaleøen, hvor han bor.
Her har bunker af gråligt skum fundet vej til havnen.
Så mens vandet ellers plejer at være blåt og klart, har havnen de sidste dage mest af alt lignet et gråt månelandskab.
Det grå skum kommer fra anlæggelsesarbejdet af dæmninger til den gigantiske halvø Lynetteholmen.
»Jeg har boet her i snart otte år, og jeg har aldrig set noget lignende,« siger Mikkel Eggers, der sammen med andre beboere har klaget til By & Havn, der står for etableringen af Lynetteholmen.
B.T. har gennem længere tid afdækket det enorme byggeprojekt, der først forventes færdig i år 2070.
I januar kom det frem, at selve byggeriet af Lynetteholmen bliver dyrere end det oprindelige budget.
Bare den første lille del af projektet er blevet 197 millioner kroner dyrere end forventet.
Det, selvom daværende transportminister Benny Engelbrecht (S) krævede, at B.T. forstod, at Lynetteholmen økonomisk hviler i sig selv, og da vi afviste det, stoppede han interviewet.
Senest har B.T. vist video af skib, der dumper slam fra Lynetteholmen i Køge Bugt, og politikerne debatterer nu, om dumpningen af slam skal flyttes til et andet sted.
Og nu er det altså brugerne af Margretheholms Havn, der allerede er ramt af konsekvenserne af det gigantiske byggeri.
»Der er skam folk, der nogle gange bader her i havnen, og så kan jeg jo konstatere, at Amager Strandpark ligger ret tæt på,« siger Mikkel Eggers.
TV 2 Lorry har også været ude på havnen og talt med folk.
»Det ser frygteligt ud og er kæmpe klamt. Vi kan slet ikke være her. Der er jo børn, der kigger på krabber og sejler i kajak og leger, og det skal så foregå ved det her nu,« siger Catrine Mannerup, der bor på Margretheholmen, til mediet.
Begge stiller dette spørgsmål:
Er det grå skum direkte sundhedsskadeligt?
B.T.s reporter har torsdag taget en svømmetur i den del af Margretheholms Havn, hvor der er mest gråt skum.
Han har indtil videre konstateret, at det var meget klamt at svømme i, og man kan slet ikke se, hvor dybt vandet er.
Men skummet hverken lugter eller har givet nogen former for gener. Ud over, at B.T.s reporter var ret så smurt ind i skummet efter svømmeturen.
Hos By & Havn fastslår udviklingsdirektør Ingvar Sejr Hansen, at skummet slet ikke er giftigt.
Skummet opstår helt naturligt, når der bliver hældt sand i vandet til opbygningen af Lynetteholms dæmninger, og alt efter strøm- og vindretning flyder skummet ind i havnen, oplyser han.
Ingvar Sejr Hansen slår dog fast, at der nu skal sættes en såkaldt flydespærre op der, hvor sandet kommer fra, så det ikke skaber alt denne grå skum.
»I morgen (fredag red.) lægger vi en flydespærre op ved vores arbejdsområde, så vi forhåbenligt kan dæmme op for, at der flyder skum ind i havnen,« siger udviklingsdirektøren.