Ny hård kritik rammer nu transportminister Benny Engelbrecht (S).

Tre eksperter beskylder ministeren for at have sagt noget misvisende om byggeriet af den kunstige ø Lynetteholmen.

Ministeren har gang på gang givet det indtryk, at det gigantiske byggeri vil sikre københavnerne mod stormflod.

Men det holder slet ikke, lyder vurderingen.

»Transportministeren siger ret tydeligt, at Lynetteholmen skal bruges til stormflodssikring. Men sagen er, at byggeriet af den kunstige ø øger risikoen for stormflod,« siger Morten Holtegaard Nielsen, som er hydrauliker og oceanograf i firmaet Marine Science & Consulting ApS.

Han regnes for en af landets førende eksperter i netop risikoen for stormfloder.

I maj brugte Folketingets Transportudvalg da også Morten Holtegaard Nielsen som ekspert til at oplyse om strømforholdene i Øresund, inden der måneden efter skulle stemmes om Lynetteholmen.

Eksperten har denne forklaring på, at risikoen for stormflod øges:

Her ses Morten Holtegaard Nielsen, som er hydrauliker og oceanograf i firmaet Marine Science & Consulting ApS. Han regnes for en af landets førende eksperter i vandstrømmen, og nu langer han ud efter transportminister Benny Engelbrechts udtalelser om Lynetteholmen. Foto: Privat
Her ses Morten Holtegaard Nielsen, som er hydrauliker og oceanograf i firmaet Marine Science & Consulting ApS. Han regnes for en af landets førende eksperter i vandstrømmen, og nu langer han ud efter transportminister Benny Engelbrechts udtalelser om Lynetteholmen. Foto: Privat
Vis mere

»Da vandet i Øresund får sværere ved at strømme ind i Østersøen, der hvor den kunstige ø Lynetteholmen er placeret, vil det medføre en forøgelse af vandstanden umiddelbart nord for Lynetteholmen,« siger han.

Civilingeniøren Jacob Steen Møller er fuldstændig enig i kritikken.

»Der er intet behov for at lave en ø af den størrelse for at lave en stormflodssikring af København,« forklarer Jacob Steen Møller, som var leder af miljøundersøgelserne for både Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

»Man kan ikke bruge klimasikring som argument for byggeriet. Det er simpelthen noget sludder at sige,« forklarer han og tilføjer:

Civilingeniør Jacob Steen Møller var leder af miljøundersøgelserne for både Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Foto: Nikolai Linares/Byrd.
Civilingeniør Jacob Steen Møller var leder af miljøundersøgelserne for både Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Foto: Nikolai Linares/Byrd.
Vis mere

»Lynetteholmen gør faktisk risikoen for stormflod lidt større.«

Også civilingeniøren Karsten Mangor er ret så kritisk over for ministerens udtalelser om Lynetteholmens betydning.

»Det er at oversælge Lynetteholmen at sige, at den bygges for at lave stormflodssikring af København,« siger Karsten Mangor, der stod for kystsikringen ved blandt andet Amager Strandpark.

Kritikken af Benny Engelbrechts udtalelser om stormflodssikringen ved Lynetteholmen er seneste del af B.T.s serie om Lynetteholmen.

B.T. har allerede afdækket, hvordan der er stor usikkerhed om skatteborgernes regning for Lynetteholmen.

Ligeledes er Transportministeriet stævnet for mangelfuld undersøgelse af miljøkonsekvenserne ved det samlede projekt.

Alle afsløringerne betyder, at Folketinget 25. november skal stemme om, hvorvidt Lynetteholmen skal sættes på pause.

B.T. har bedt transportminister Benny Engelbrecht om en kommentar til kritikken fra de tre eksperter om, at Lynetteholmen ikke dækker mod stormfloder.

Ministeren bekræfter, at selve Lynetteholmen i sig selv ikke sikrer mod stormflod.

Først på længere sigt om mange år, når den kunstige ø er etableret, vil der kunne laves en såkaldt sluseport mellem Lynetteholmen og Nordhavnen, der beskytter mod stormflod.

Men selve byggeriet af sluseport er ikke endelig vedtaget i den politiske aftale, der blev indgået i juni om at bygge Lynetteholmen. Den må komme senere.

»Der er altovervejende enighed om, at der er behov for stormflodssikring af København. Det kan man gøre på mange måder, men anlægget af Lynetteholm er et rigtig godt bidrag i forhold til stormflodssikring fra nord – selvfølgelig sammen med en port, så der kan lukkes af for vandet. Det er fakta,« skriver ministeren i mail.

B.T. har vist hele ministerens svar til eksperten Morten Holtegaard Nielsen.

»Jeg vil gå så langt at kalde det bullshit, at Lynetteholmen vil stormflodssikre. Jeg har gennemgået den indgåede aftale om Lynetteholms-projektet, og der er ikke vedtaget at bygge en sluseport,« siger Morten Holtegaard Nielsen og tilføjer:

»Kommer der en gang en sluseport ind, vil det kunne beskytte Københavns havn mod stormflod. Men Lynetteholmens placering, vil stadig betyde, at vandet får sværere ved at strømme gennem Øresund, og så vil risikoen for stormflod øges nord for Lynetteholmen ved Gentofte og Hellerup eksempelvis.«