Amerikansk boheme i britiske rammer, tysk kvalitet og fransk elegance. Der er nye hoteller på vej i vores foretrukne storbyrejsemål: London, Paris og Berlin.

Lad det være sagt med det samme. Det bliver dyrt. Men det bliver helt sikkert også dejligt, når tre nye hoteller i henholdsvis London, Paris og Berlin slår dørene op for de første gæster til næste år. Hotellerne er nemlig femstjernet luksus og samtidig perfekt placeret i storbyerne.

Læs også: Armani designer eget luksus-hotel

1. februar åbner London Belgraves, som er Thompson Hotels første London-hotel. Det ligger i den fashionable Belgravia bydel i centrum og er indrettet med traditionel britisk stil tilsat amerikansk boheme attitude. Hotellets erklærede mål er at være gæsternes andet hjem.

Her er værelser fra King Deluxe med hvide og grå marmorbadeværelser og lounge-afdeling til penthouses og suiter, hvor den dyreste er Thompson suiten til 1.500 pund pr. nat. Hotellets restaurant Hix er opkaldt efter chef Mark Hix, og Mark’s Bar får blandt andet en »stylish cigar garden«.

Værelsespriserne var oprindeligt sat til en pris fra 336 pund, men det er nu reguleret ned til laveste pris 215 pund - godt 1.900 kr.

14. februar åbner endnu et hotel - sikkert med boblende champagne, for det er Valentines dag -denne gang i Paris. Det er W Hotel kædens første hotel i Frankrig, og det er indrettet i en elegant Haussmann-bygning fra 1870 med udsigt til Opéra Garnier.

Der er 91 værelser og suiter - W Hotel kædens kendte WOW og Extreme WOW suiter - hvor moderne design er mikset med historiske detaljer. Restauranten på W Paris vil, som kædens øvrige, kreere kulinariske oplevelser bygget på sæsonens råvarer.

Den dyreste suite fås fra 2.525 euro, men almindelige dobbeltværelser er prissat fra 420 euro -godt 3.100 kr.

1. september er sat som foreløbig åbningsdag for Waldorf Astoria i Berlin. Det er i hvert fald den dato, man nu kan booke værelser fra. Og man kan glæde sig til femstjernet, klassisk og tidløs luksus tilsat moderne bekvemmeligheder og en beliggenhed tæt ved Ku’damm.

Hotellet får gourmet-restaurant, »Les Solistes« med chef Pierre Gagnaire, som er kendt for et klassisk fransk køkken i moderne version, og Tysklands eneste Guerlain Spa med indendørs pool og termiske bade.

Læs også: 5 alternative storbyferier