Kritikken af Venstre-formanden tager til internt i partiet, men et egentligt formandsopgør er der ikke udsigt til - endnu!

Det mener BTs politiske kommentator Søs Marie Serup, som på den ene side mener, at Løkke hænger i en tynd tråd. På den anden side peger hun også på, at der ikke er tradition for formandsopgør i Venstre, samt at Løkke tidligere har bevist, at han kan overleve kriser.

Efter talrige skandaler - senest sagen om Venstres voldsomme ekvipering af formanden - kæmper Lars Løkke Rasmussen for sit politiske liv.



Tirsdag udkom Berlingske med en dugfrisk Gallup, som viser, at hele 39 procent af Venstres vælgere mener, at Løkke bør gå af som formand.

Samtidig stiger de kritiske røster i baglandet, og ikke mindst blandt tidligere topfolk i partiet.

I dagens udgave af BT langer de tidligere V-formænd Henning Christophersen og Uffe Ellemann-Jensen ud efter toppen af partiet efter det katastrofale valgresultat til Europaparlamentet, hvor Venstre mistede et mandat, og flere medlemmer med partiets grand old lady Birthe Rønn Hornbech i front truer med at melde sig ud i protest.

Alt sammen noget, der ifølge BTs kommentator er både alvorligt, men også uhørt i et parti som Venstre.

- Partiet ser en lille smule ledelsesløst ud lige nu. Hverken Løkke selv eller Claus Hjort Frederiksen deltog i gruppemødet mandag, og når topfolkene bliver ved med at sige krise, krise, krise, så er dialogen åbnet, siger Søs Marie Serup.

Selv om hun lige nu tror mest på, at Løkke ridder stormen af på næste uges ekstraordinære møde i partiets hovedbestyrelse, er der stadig en lille tvivl tilbage hos hende.

- Mængden af små pip rundt omkring er blevet meget stor. På en eller anden måde er det også blevet tilladt, at alle kan sige deres mening om formanden, siger hun og tilføjer, at den slags normalt er uhørt, og hvis det sker, kan den pågældende kritikere forvente at blive mødt af modstand blandt ikke bare partiets top men også fra partikollegerne.

Med hensyn til den aktuelle kritik, er det ifølge Serup også vigtigt at se på, hvem afsenderne er.

- Lige nu er det meget svært at danne sig et komplet overblik over, hvor dybt krisen stikker. Der er ingen tvivl om, at det er en alvorlig krise, men man kan også se, at der er steder, hvor den har større klangbund end andre. Kritikken kommer først og fremmest fra ikke så profilerede kanter, tillidsfolk og så videre. Det er folk, man absolut ikke skal undervurdere, men for at det bliver rigtigt alvorligt for en formand, skal der nogle af de store tunge navne i spil, som siger, at det her er problematisk, siger Søs Marie Serup, som lige nu ikke kan få øje på den markante Venstre-politiker, som vil dolke Løkke.

- Der er ikke den højt profilerede politiker, som siger til Lars Løkke offentligt, at nu er det slut. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke se, hvem det skulle være. Det er stærke indikatorer på, at der ikke kommer til at ske noget, påpeger Søs Marie Serup.

Hvis Venstres formand stadig hedder Lars Løkke efter på tirsdag, kan det ifølge BTs politiske kommentator forklares ud fra flere forskellige faktorer.

- Der er ingen som helst tradition i Venstre for at vælte en formand, og de er hunderædde for at få et formandsopgør, der splitter partiet og som trækker spor de næste 20 år. Der er heller ingen oplagte arvtager. Dem der er, har lidt krigsskade i deres forsvar af Løkke, så de oplagte kronprinser står noget forpjuskede tilbage. Og så kan jeg lige nu ikke se, hvem der skal føre kniven og sige til Løkke, at det er slut.

Endelig mener Serup ikke, at man kan se bort fra Lars Løkkes egen kampvilje og evne til at ride en voldsom storm af.

- Karakteristisk for ham gennem hele hans karriere har været, at når han virkelig er presset, så finder han et femte gear. Han har et andet gear end de fleste andre. Han er en fighter. Hans egen erfaring er, at han har reddet sig ud af vanskelige situationer før, så hvorfor ikke en gang til?