Regeringen vil bruge 800 millioner kroner på at bygge moderne lægehuse, der skal give forskellige »sunde« faggrupper tag over hovedet.

Regeringen har i sit sundhedsudspil afsat 800 millioner kroner til at bygge nye lægehuse, der skal få de praktiserende læger ud af deres solopraksis og ind i fællesskaber med andre »sunde« faggrupper. Det skriver Jyllands-Posten.

Målet med satsningen er, at det for den enkelte dansker skal være lettere at komme til læge.

»Både patienter og praktiserende læger vil få gavn af, at flere læger går sammen i nye, moderne lægehuse. For patienterne vil det eksempelvis betyde, at de vil få nemmere ved at få en tid, fordi der er flere læger at trække på i et lægehus. Og for lægerne vil det blandt andet have den fordel, at de kan deles om sygeplejersker, laboranter og andet personale, der kan løfte nogen af de opgaver, som en læge i en enkeltmandspraksis selv står med,« siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.

Bruno Melgaard Jensen, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), hilser satsningen velkommen, hvis den konkrete udmøntning sker i samarbejde med de lokale læger.

»Men det er ikke gjort med bygninger alene, når man skal sikre læger i alle dele af landet. Det handler også om andre tilbud - for eksempel at sikre, at der er job til den partner, lægen har med,« siger han til Jyllands-Posten.