Det Konservative Folkeparti har forladt forhandlingerne om afgiftsfritagelse for de miljøvenlige elbiler. Priserne på almindelige biler vil stige med regeringens forslag, lyder forklaringen.

Regeringens planer om at hæve afgifterne på almindelige biler for at finansiere en forlængelse af afgiftsfritagelsen for elbiler får nu de Konservative til at hugge bremsen i.

Partiets skatteordfører, Brian Mikkelsen (K), fortæller fredag morgen, at partiet har valgt at forlade forhandlingerne om afgiften på elbiler.

»Vi ville gerne have været med i aftalen, og vi havde gerne set, at danskerne fortsat skulle have mulighed for at købe de miljøvenlige elbiler billigt. Men planen fra regeringen har ikke været sammenhængende, ikke grøn nok, og den har slet og ret været dårlig for langt de fleste danske bilister,« udtaler Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Skatteordføreren mener, at regeringens udkast til en forlænget afgiftsfritagelse for de eldrevne biler »mangler en del på den grønne linje«:

»Danske bilejere betaler alt for meget i bilafgifter allerede nu, så det er den helt forkerte vej at gå at hæve dem yderligere. I stedet synes vi, at man skulle sænke alle bilafgifter fra 180 procent til 105 procent, så danskerne får mulighed for at købe sikrere og mere miljøvenlige biler. Men regeringen var ikke villig til at gå i den retning, og så må vores veje skilles,« siger Brian Mikkelsen.

Torsdag forlod også Liberal Alliance forhandlingsbordet med den begrundelse, at regeringens planer vil føre til højere priser på almindelige biler.