1.426. Så mange syriske flygtninge huser Saudi-Arabien og de øvrige lande på Den Arabiske Halvø. Forstemmende, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, der nu rejser sagen i EU.
Saudi-Arabien: 59 syriske flygtninge. Bahrain 33, Oman fem, Qatar nul. Mens de rige golfstater rundhåndet deler ud af penge og våben til de syriske oprørere, har de stort set lukket døren for landets millioner af krigsflygtninge. Det skriver Berlingske.
Blot 1.426 syrere er i alt registreret som flygtninge i Saudi-Arabien og de fem andre lande på Den Arabiske Halvø. Fire af landene har ellers rigeligt med penge på grund af deres omfattende olieeksport.
»Det er forstemmende, at de rige golfstater ikke påtager sig et større ansvar,« siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).
De 1.426 syriske flygtninge i de seks golfstater skal holdes op imod de godt fire millioner, der huses af Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og Egypten, og de cirka 250.000 syriske flygtninge, der har søgt om asyl i Europa.
Berlingske har kontaktet tre af golflandenes ambassader for at få en forklaring og en kommentar, men ingen af dem – Saudi-Arabiens, Qatars og De Forenede Arabiske Emiraters – er vendt tilbage med et svar.
Ifølge Dawn Chatty, der er professor ved Center for Flygtningestudier på Oxford University, er der flere forklaringer på det lave antal syriske flygtninge i golfstaterne. Men der er også en helt overordnet:
»De rige golflande foretrækker at betale sig fra det uden for deres egne grænser frem for at åbne dørene for flygtningene,« siger Dawn Chatty med henvisning til, at de olierige lande i Golfen støtter det humanitære arbejde i Syrien og nabolandene.
Og det gør Saudi-Arabien og de andre stater først og fremmest, fordi de ikke vil dele deres lande med fremmede.
»Saudierne vil ikke have diversitet i Saudi-Arabien, og de har deporteret alle deres muslimske brødre, der har sneget sig ind fra Somalia, Yemen, selv rohingyaerne fra Burma og så videre,« påpeger Mark Krikorian, der er direktør i den amerikanske organisation Center for Immigration Studies.
Ifølge en rapport, som menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch offentliggjorde i sidste uge, har myndighederne i Saudi-Arabien deporteret 40.779 somaliere til den somaliske hovedstad, Mogadishu. Tallet stammer fra FN-organisationen for migration, IOM.
Paradokset er, at golfstaterne huser et meget stort antal gæstearbejdere fra lande som Indien og Bangladesh, men også fra en række arabiske lande. I nogle af golfstaterne udgør disse udenlandske arbejdere ligefrem et flertal.
Men det er af nød. Golfstaternes regimer har brug for denne arbejdskraft, og de tilrejsende migranter har ingen rettigheder, og deres opholdstilladelse er tidsbegrænset.
Der er med andre ord på ingen måde tale om flygtninge, og Mark Krikorian fra Center for Immigration Studies efterlyste derfor også for nylig i online-magasinet National Review, at USA tager fløjlshandskerne af og presser Saudi-Arabien og de andre lande til at åbne døren for syriske flygtninge.
Anledningen er ikke mindst FNs aktuelle forsøg på at få lande til at give beskyttelse til syriske flygtninge for på den måde at lette presset på Tyrkiet, Jordan og Libanon. FNs flygtningehøjkommissær, António Guterres, har eksempelvis bedt USA og andre industrialiserede lande om at genbosætte op mod 130.000 syriske flygtninge.
»Det er at foretrække, at fordrevne mennesker får hjælp i lande nær deres hjemlande og i lande, der kulturelt ligner dem. Det vil gøre en eventuel tilbagevenden lettere og det vil lette presset både på flygtningene og værtslandet,« skriver Mark Krikorian, der understreger, at Saudi-Arabien er et »kæmpestort, tomt land – meget af det ørken, ganske vist, men det giver 27 millioner indbyggere en indtægt på mere end 31.000 dollar per næse.«
»De Forenede Arabiske Emirater er mindre, men det har også en overflod af olie og kunne tage et betydeligt antal,« pointerer den amerikanske indvandringsekspert.
FNs Flygtningehøjkommissær har da også forsøgt at få golflandene til at udvise solidaritet med deres arabiske brødre i Syrien og med de lande, der i dag hænger på flygtningebyrden.
»Sand og effektiv ansvarsfordeling betyder også, at grænserne uden for nabolandene (Tyrkiet, Libanon og Jordan, red.) må være åbne for dem, der flygter fra vold og krig,« sagde Antonio Guterres eksempelvis under et besøg i De Forenede Arabiske Emirater sidste efterår.
Men én ting er, at regeringerne i Golfen ikke vil hjælpe FN med at genbosætte nogle af de syriske flygtninge, der er mest sårbare og derfor skal flyttes ud af de tætpakkede lejre i Syriens nærmeste nabolande. Noget andet er, hvorfor syrerne ikke selv tager turen til Den Arabiske Halvø, der dog ligger tættere på end Europa og hvor de ikke risikerer druknedøden i Middelhavet. Hvorfor står de syriske flygtninge ikke i lange køer langs grænsen til Saudi-Arabien og de andre lande på halvøen?
Ifølge professor Dawn Chatty fra Oxford University skyldes det blandt andet, at syrerne foretrækker at blive i nærområdet. Dem, der kommer fra det nordlige Syrien, orienterer sig mod Tyrkiet, mens dem, der kommer fra den sydlige del af landet, sætter kurs mod Jordan, og en tredje gruppe søger mod Libanon.
»Og det gør de af flere grunde. Blandt andet fordi de forvejen har forbindelser i disse lande og måske har arbejdet der tidligere. Og for Jordans vedkommende, fordi der er et stammefællesskab,« forklarer den britiske ekspert.
»Og for de middelklasse-syrere, der måske gerne vil længere væk, er det islamistiske Saudi-Arabien med dets wahhabisme ikke nogen mulighed,« siger Dawn Chatty.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen peger også på en anden grund til, at de syriske flygtninge ikke søger mod de rige golflande.
»Syrerne kan se, at der ikke er flygtninge i forvejen, og så er der menneskesmuglerne, der har valgt ruter mod Middelhavet,« siger Mogens Jensen.
Desuden har golflandene ikke tradition for at tage mod flygtninge. Det er således ikke kun syrerne, der møder en lukket dør. Eksempelvis huser Saudi-Arabien ifølge en FN-opgørelse fra juli 2014 sammenlagt kun 563 flygtninge (inklusive syrerne) og 99 asylansøgere.
»Der er ingen tradition for at tage imod flygtninge. Det er en barriere, men traditioner er til for at brydes – ikke mindst i en situation, hvor verden står med det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig,« siger Mogens Jensen, der vil have EU med på at presse golfstaterne. Det blev allerede forsøgt på et topmøde søndag mellem EU og landene på Den Arabiske Halvø.
»På dansk foranledning blev spørgsmålet om at tage fælles ansvar for de syriske flygtninge taget op af EU på Doha-mødet,« siger Mogens Jensen.
Sagen vil også være på dagsordenen, når EUs udviklingsministre mødes i Bruxelles.
»EU-landene må i fællesskab lægge et pres på golfstaterne – og også sammen med FN og Verdensbanken. Det handler ikke kun om at dele byrden, men også om, at de syriske flygtninge sendes ud på en lang og farefuld rejse for at nå Europa i stedet for at blive taget imod i golfstaterne, som jo ikke kræver en så lang rejse. Det handler om nabolande, der burde vise et regionalt ansvar.«
Mogens Jensen understreger, at de rige lande i Golfen samtidig burde skrue op for den internationale indsats for flygtningene i Tyrkiet, Jordan og Libanon.
»Libanon og Jordan er ved at bukke under for de store flygtningestrømme, og de har brug for langt større økonomisk støtte fra golflandene. De har alle muligheder for at bidrage mere,« siger Mogens Jensen.
