Dagdrømme kan fylde hovedet med lette tanker, men de kan også fjerne dig fra virkeligheden. Fylder dine fantasier for meget? Lær at lade tankerne være.

Når livet er svært, eller når dagene er korte og mørke, så er det nemt at falde ned i selvmedlidenhed og dystre tanker om, at det hele er håbløst og kedeligt.

For at undslippe de mørke tanker ender nogle med at bruge en grublestrategi, der giver dem mulighed for at flygte ind i en mere positiv fantasiverden, hvor alt er rart, interessant eller hvor de har 100 pct. succes.

Man kan f.eks. fantasere om den kommende sommerferie eller om universets opbygning.

Bagsiden af dagdrømme

Har du tendens til at flygte ind i en interessant fantasiverden, kan du kortvarigt flygte fra tristhed eller kedsomhed, men drømmerierne har en bagside.

Bruger du meget tid i din egen fantasiverden, risikerer du at miste forbindelsen til virkeligheden og blive mindre nærværende over for familie, kollegaer og venner. Mange beskriver, hvordan fantasirejser kan skabe tvivl om, hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed.

I værste fald kan du distancere dig så meget fra andre mennesker og den ydre verden, at du kan få svært ved at komme tilbage til virkeligheden igen.

»Du kan ikke hindre fuglene i at flyve over dit hoved, men du kan hindre dem i at bygge rede i dit hår,« sagde Luther engang.

Det er en vigtig sandhed, som passer godt til det metakognitive budskab. Vi kan ikke styre, at vi sommetider bliver ramt af negative tanker og følelser, men vi kan styre, om vi dvæler ved tankerne, om vi forsøger at flygte fra dem med fantasigrublerier, eller om vi lader tankerne være i fred. Ligesom med fuglemetaforen vil du erfare, at tankerne, hvis du ikke bor så meget inde i dit hoved, men opholder dig mere i den ydre verden, er flygtige og forbigående.

​Guide: Sådan begrænser du fantasierne

1. Bliv bevidst

Er du én af dem, der har tendens til at få spændende tanker, som du hurtigt bliver viklet ind i og begynder at dvæle ved? Så er det en god idé at blive bevidst om tiden, du bruger på disse fantasier. Selvom det kan føles rart og interessant, kan mange grublerier om kommende rejser, parallelverdner eller filosofiske emner tage opmærksomhed fra den ydre verden og fjerne dig fra virkeligheden. Bliv først og fremmest bevidst om, hvor meget tid du bruger på vanen.

2. Brug mindre tid

Selvom det er rart at flygte ind i en fantasiverden, er prisen høj. Du bliver mere fraværende, du risikerer at miste venner og du bliver sjældent klogere – i hvert fald ikke på ting, der foregår i den virkelige verden. Lad derfor de fristende tanker være. Selvom den samme lækre maki-rulle for 10. gang kører rundt på sushibåndet, behøver du ikke at spise den. På samme måde er det med dine tanker. Begræns dine fantasier, så du kun bruger maks. ½ time dagligt på dagdrømmene.

3. Bliv i virkeligheden

Mange fantasigrublere kan blive så opslugte af deres egne tanker og fantasiunivers, at de mister lysten til at være sammen med andre mennesker. Lad være med at flygte ind i din egen verden. For derinde bliver du mere og mere i tvivl om, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Selvom du ikke har lyst, så tving alligevel dig selv til at se og tale med andre mennesker – hver dag. Zoom ind på den ydre verden mindst to timer dagligt. Leg med dine børn, tal med en god ven eller et familiemedlem. Derved bliver du mere nærværende og erfarer, at virkeligheden måske ikke er så slem alligevel.