For første gang i denne sæson vandt Bakken Bears over Svendborg Rabbits på hjemmebanen i Aarhus, men sejrens sødme blev ødelagt af et grimt uheld til Andreas Jakobsen.

Der skal meget til at ødelægge en sejrsstemning i en finalekamp, men torsdag aften blev sejrens sødme forvandlet til tårer i øjnene og sløret tale, da Bakken Bears i den tredje DM-finale vandt 61-60 over Svendborg Rabbits.

I fjerde periodes næstsidste minut var Bakken Bears og ærkerivalerne fra Svendborg på vej ind i en tæt og intens afslutning, da Bears’ Andreas Jakobsen blev ramt af en albue i ansigtet.

Han røg i gulvet og blev liggende, mens han hurtigt blev tilset af den medicinstuderende holdkammerat, Mads Nyboe og holdets fysioterapeut, Søren Ege. Der kom hurtigt flere læger til i NRGi Arena, og de fik Andreas Jakobsen bragt tilbage til bevidsthed igen, inden han blev bragt til sygehuset med ambulance.

- Han var væk flere gange, og kom tilbage igen, men han havde summen i både fingre og tæer, så jeg tror, der er en lille risiko for en alvorlig skade, sagde Søren Ege.

- Men han slipper ikke for en alvorlig hjernerystelse, og bliver nok ikke klar i den første uges tid, sagde Søren Ege.

Spillet var afbrudt i cirka 20 minutter, mens der blev arbejdet med Andreas Jakobsen, der blev kørt ud af banen med klapsalver fra de 2.836 tilskuere.

På måltavlen stod der blot 1.33 minut tilbage af kampen, som pludselig havde mistet sin vigtige betydning.

Men den blev spillet færdig, og for Bakken Bears’ vedkommende blev det til to point, men uden sejrsglæde og den mindste antydning af glæde over sejren, der nu har bragt holdet foran 2-1 i DM-finaleserien.

- Jeg har svært ved at sætte ord på det lige nu. Det er alt for voldsomt. Vi kunne slet ikke gøre noget, sagde Frederik Hougaard Nielsen efter kampen, mens sportsdirektør Michael Piloz forsøgte at sætte sine ord på oplevelsen.

- Jeg har været med i 20 år i dette spil, og jeg har aldrig oplevet sådan et uheld. Heldigvis, for det var uhyggeligt, men kampen skal jo spilles færdig. Sådan er det, og spillerne kan kun koncentrere sig om spillet, for de kan ikke gøre noget ved det, der skete med Andreas. Og når det er så slemt, så er det jo ens for begge mandskaber. Svendborg var jo også berørt af situationen, sagde Michael Piloz.

Og selve kampen vil Bakken Bears-spillerne nok også gerne hurtigt glemme.

Den startede holdet nemlig uden at imponere, mens gæsterne fra Svendborg lagde fra land med vilje og præcision.

Præcision var ikke en medspiller for Bakken-spillerne torsdag aften, men alligevel fik holdet vendt modgangen.

Som det før er sket for Bakken Bears, så kom det i tredje periode, hvor holdet endelig fik momentum og sled sig ind på Svendborg, der kunne se føringen forsvinde forholdsvist hurtigt.

Ved udgangen af perioden var stillingen 49-49, og så kom den sidste periode med masser af spænding, men også dramatik i form af Andreas Jakobsens uheld.

Da spillet blev genoptaget fik Svendborg scoret et enkelt point, mens Josh Alexander fik pumpet yderligere spænding ind i kampen, da han undlod at forsøge sig og dermed mistede bolden på grund af 24 sekunders-reglen.

Men Bakken Bears overvandt modgangen, fik sejren, men kunne ikke glæde sig over den. Ihvertfald ikke torsdag aften.